To fodboldklubber gentager succesen: Koncertaften i Aars vender tilbage i 2024
I 2024 afholder fodboldklubberne Aars Idrætsklub og Farsø-Ullits IK igen et stort koncertarrangement i Messecenter Vesthimmerland. Samarbejdet har kørt i en årrække.
Datoen er lørdag 16. marts 2024. Det er endnu ikke på plads, hvilke kunstnere der skal spille. Brian Otte, direktør hos Messecenter Vesthimmerland, fortæller i en pressemeddelelse, at han håber, at alle kontrakter med kunstnerne er på plads i løbet af de næste par måneder.
Overskuddet deler arrangørerne. Koncertaftenen i 2023 gav et overskud på 170.000 kr.
- Overskuddet giver et godt bidrag til ungdomsarbejdet i de to fodboldklubber, siger René Carøe fra Aars Idrætsklub og Jens Røschmann fra FUIK's venner i forening i en pressemeddelelse.
Arrangørerne forventer, at der, ligesom tidligere, vil være spisning inden koncerten for private og virksomheder.
Hele koncertaftenen forventes at foregå i hal 1, hvor scenen vil være i den ene ende, mens bordopstilling til spisning vil være i den anden.
- Vi havde det hele samlet i hal 1 for første gang i 2023. Det fungerede rigtig godt, så derfor vil vi kopiere denne opstilling til den næste koncert i 2024, fortæller Brian Otte, direktør hos Messecenter Vesthimmerland.
I 2023 var det Stig Rossen & Vennerne, Bellami med Lune Carlsen, The Powls og DJ Eiskjær, der var på plakaten. Tidligere har blandt andet Søs Fenger, Dodo & The Dodoes, Queen Machine og Rasmus Walther været forbi.
Billetsalget til arrangementet i 2024 åbner i løbet af efteråret.
René Carøe fra Aars Idrætsklub, og Jens Røschmann fra FUIK's venner håber på mange deltagere, fortæller de i forening:
- Vi håber at samle omkring 1000 gæster til en fantastisk koncertaften igen i 2024.