Gammeldags fremstilling af æblemost er en årlig tilbagevendende begivenhed på Boldrup Museum. Arkivfoto
Det sker

Stort æbletræf på Boldrup Museum

Lørdag kan man få sine haveæbler most i Boldrup

05. oktober 2018 kl. 07:00

BOLDRUP: - Prøv at lave din egen æblemost.

Sådan lyder tilbuddet fra Boldrup Museum, der lørdag 6. oktober indbydes alle interesserede til at medbringe deres egne æbler på museum.

Her har museets frivillige i Boldrup Museumsforening fundet rasperen og pressen frem, så man kan lave sin egen friske æblemost af årets overskudsfrugt.

Det varme forår og den endnu varmere sommer har mange steder fået æbletræerne til at bugne af frugt.

Selv om senest Knud og andre hidsige blæsevejr har fået en del æbler til at falde af træerne, vil der helt sikkert kunne laves masser af most.

- Selv sidste år, som var et dårligt frugtår, blev der lavet mange, mange liter æblemost til vores årlige arrangement. Så vi er helt sikre på, at der i år vil blive lavet endnu mere, fortæller en forventningsfuld Tage Christiansen fra Boldrup Museumsforening.

Ønsker man at benytte sig af muligheden for at lave sin egen most, skal man som sagt selv medbringe æbler samt knive til at skære æblerne med og beholdere til at transportere og opbevare mosten i.

Mosten bliver ikke varmebehandlet, så holdbarheden er begrænset. Arrangørerne opfordrer derfor til, at man medbringer emballage, der kan tåle at blive nedfrosset, så man på den måde kan gemme noget af mosten.

Arrangementet starter klokken 12 og slutter klokken 16.

Det koster 50 kr. for voksne at deltage, og for de penge får man også kaffe eller saft og selvfølgelig æblekage.

Børn i alderen 7-13 år deltager for 25 kr., og børn under 7 år deltager gratis.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu