Stafet for livet i corona-version

Online-stafetten afvikles lørdag 13, juni i tidsrummet mellem kl. 11 til 22,

24. maj 2020 kl. 08.55

AARS: Stafet for Livet i Aars Lystanlæg er aflyst på grund af corona-krisen.

Sådan har det tidligere lydt fra arrangørerne, men nu genopstår arrangementet i en ny corona-tilpasset online-version.

- Vi laver en online-stafet, hvor holdene tilmelder sig og selv vælger en vandrerrute i deres eget nabolag, ved skov eller strand, oplyser formanden for Stafet For Livet Aars, Pernille Haurum, Aars.

Online-stafetten afvikles lørdag 13, juni i tidsrummet mellem kl. 11 til 22, og de enkelte hold vælger selv, hvor langt - og hvor længe - de vil gå.

Man går i hold på max. ti personer, og arrangørerne indskærper, at det er vigtigt at vælge en rute, hvor der ikke er mange mennesker eller mange andre hold.

- Det er ikke så afgørende hvor langt eller hvor lang tid, de enkelte hold går.

- Det vigtigste er at få nogle gode timer sammen, frisk luft og sammenhold, pointerer Pernille Haurum.

Samtidig sikrer tilmeldingsgebyret på 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn, at der også i år kommer vesthimmerlandske Stafet for Livet-midler ind til Kræftens Bekæmpelse.

Derudover er deltagerne selv mere end velkomne til at indsamle sponsorstøtte til det gode formål.

Det er tanken, at deltagerne skal dele billeder eller små videoklip fra deres gåtur på Stafet for Livet Aars’ Facebook- og Instagram-side.

På den måde håber arrangørerne at skabe en Stafet for Livet-stemning online, og af samme grund vil der også - ligesom de foregående år - være mulighed for at tænde og dele lys på Facebook-siden til minde om kræftens ofre.

- Vi håber, at online-stafetten bliver et hyggeligt arrangement, og at vi får indsamlet et pænt beløb til det gode formål.

- På vores Facebook-side vil der løbende komme flere informationer om online-stafetten, bebuder Pernille Haurum, formand for Stafet for Livet Aars.

Til Stafet for Livet 2019 i Aars stillede 33 hold op med i alt 1000 deltagere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste