Sommerkoncert bliver større end nogensinde
Efter to års ufrivillig coronapause vendte Øster Hurup Sommerkoncert tilbage i sommer, hvor arrangøren var meget tæt på at hænge de røde lamper ud og melde totalt udsolgt. Nu er programmet til den kommende sommers koncert helt på plads - og det er det største program nogensinde, hvilket giver håb om igen at komme tæt på udsolgt.
Koncerten finder sted lørdag den 22. juli på fodboldbanen ved hallen i Øster Hurup, hvor dette års program byder på Lars Lilholt Band, Anders Blichfeldt & Det Nye Band, Birthe Kjær & Feel Good Band, Bryan Adams Tribute, GasBox, The Powls og Hula Hula.
- Vi har i år syv kunstnere og bands på programmet, hvoraf de fem optræder på den store scene, mens de sidste spiller i teltet på pladsen to gange hver i pauserne. Det er første gang, at vi har så mange kunstnere, så på den front er koncerten den største nogensinde, fortæller Gert Degn, indehaver af Event-Danmark, der står bag den populære sommerkoncert.
- Dem, der husker programmet fra de seneste par koncerter vil måske sige, at der er et par gengangere på plakaten og der dermed ikke er sket den helt store fornyelse. Men det er der simpelthen en klar årsag til.
- Flere af navnene, blandt andet Lars Lilholt, Birthe Kjær og GasBox, forbinder rigtig mange af vores trofaste gæster med vores koncert, og de kunstnere vil de nødigt undvære. Så dem har jeg valgt at beholde på plakaten. Og ja, de leverer jo også altid varen, der passer perfekt til vores koncept og idé med koncerten, fortæller Gert Degn.
Drømmer om udsolgt
Øster Hurup Sommerkoncert er på alle måder en folkelig syng-med-dag, hvor mange forskellige generationer kommer og hygger sig sammen i sommerlandet. En koncert, hvor man også kan tage af sted hele familien og hvor der er plads til, at alle hygger sig.
Billetsalget startede for et par uger siden, og siden har der været godt gang i bookingsystemet.
- Vi skulle lige have de sidste detaljer omkring programmet på plads, så vi begyndte først at sælge billetter i starten af december, men siden åbningen af salget har der været run på, så det tegner positivt.
- Så ja, jeg er da allerede begyndt at drømme om et salgstal som sidste år, hvor vi med cirka 5.000 gæster var meget tæt på at melde helt udsolgt, slutter han.