Sommerfugls flugt fra djævleø

Dansk instruktør, Michael Noer, bag nyindspilning af Henri Charrieres selvbiografiske roman Papillon, hvis sandhedsværdi anfægtes

23. august 2018 kl. 08.39

HOBRO: Angiveligt rettede udgiveren i sin tid ikke en stavelse i Henri Charriéres håndskrevne beretning om sine 13 rædselsår som livstidsfange på Djævleøen i Fransk Guinea.

Her opholdt "Papillon" sig (efter eget udsagn) fra 1931 til 1944 under umenneskelige forhold som livstidsfange, inden det i ottende flugtforsøg lykkedes for sommerfuglen at flyve ud i friheden, idet han i en primitiv båd undslap til Venezuela.

Den sindsoprivende roman - Papillon fra 1969 - om fransk justits daværende bestialske praksis med at skille sig af med uønskede dømte via hårdt arbejde på afsidesliggende fangeøer - blev i 1973 filmatiseret med Steve McQueen og Dustin Hoffman i de bærende roller.

Torsdag i blandt andre Filmteatret Hobro får nyindspilningen af selvsamme historie dansk premiere.

Opdigtet eller delvist

Papillon har danske Michael Noer (Nordvest og "R") som instruktør af - nu med Charlie Hunnam (Papillon) og Rami Melak som medfangen Louis Dega i hovedrollerne.

Endnu inden sin død i 1973 - det år hvor førsteindspilningen havde premiere - blev sandhedsværdien i Henri Charriéres selvbiografiske roman stærkt anfægtet.

Store dele af indholdet dementeredes hårdnakket af de franske myndigheder, der blandt andet kunne dokumentere, at Henri Charrière aldrig havde siddet på den fængselsø, der gik under navnet Djævleøen.

Franske journalister satte spørgsmålstegn ved, om Papillon overhovedet var Henri Charrière og dokumenterede flere unøjagtigheder og usandheder i bogen.

Djævleøen var således ikke bygget på klippegrund, som Charrière hævdede.

Inden sin død gik Charrière kvartvist til bekendelse og medgav, at kun 75 procent af bogens indhold var sandt.

Og i 2005, 32 år efter Henri Charrières død, tog den tvist for alvor en bizar drejning, idet den 104-årige Charles Brunier fra Paris med kildemateriale i hånden dukkede op og hævdede, at han skam var den eneste rigtige Papillon ....

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste