Billede beskrivelse

Solgårdscentret i festhumør

På lørdag kan plejecentret i Arden fejre de 60 år

20. august 2018 kl. 13.00

ARDEN: 25. august kan Solgårdscentret i Arden fejre 60 års jubilæum. Det markeres med en jubilæumsfest torsdag og "Åbent Hus" på selve jubilæumsdagen på lørdag.

Solgårdscentret er et dagcenter med stribevis af aktivitetstilbud til ældre, blandt andet musik, sang, gymnastik og madlavning, ligesom der løbende er en række forskellige arrangementer. Alt fra spis-sammen-aftener og forskellige udflugter i lokalområdet til høstfester, modeshow, banko og gudstjenester.

Udover at være et dagcenter rummer Solgårdscentret også almindelige ældreboliger.

Der kommer omkring 100 brugere igennem centret om ugen, og de sætter meget stor pris på de mange aktivitetstilbud.

- Jeg har hjulpet til og er kommet her i 30 år, og det betyder næsten alt for mig i min dagligdag, at jeg har den mulighed. Her møder jeg altid glade mennesker, vi hygger, griner, lave aktiviteter og får god mad, fortæller Else Poulsen på 84 år, der for tre år siden flyttede ind i en bolig lige ved siden af centret, hvilket gør, at hun nu kommer der næsten hver eneste dag.

- Det er nemt for mig, at gå herover i al slags vejr, og jeg nyder det virkelig. Det vil jeg ikke undvære, fastslår hun.

Solgårdscentret blev officielt indviet den 25. august 1958, og på jubilæumsdagen bydes der bl. a. på tur i veteranbiler, rundtur i huset, besøg af lokalhistorisk arkiv og fra klokken 12.00 middag i cafeen. Det koster 60 kr. at deltage.

- Vi glæder os rigtigt meget til at fejre jubilæet, både med centrets brugere og dem, der bor på centret og os personale, fortæller Lene Mejlholm, dagcentermedarbejder på Solgårdscentret.

Solgårdscentret har hjemme på Anna Damborgsvej i Arden - og det var netop Anne Damborg, der i sin tid tog det første spæde initiativ til centret. Anne Damborg havde sammen med manden Lars engang en tapet- og papirhandel i Arden. Samtidig interesserede hun sig meget for ældres ve og vel.

Med andre ord er der er al mulig grund til at sende Anna en venlig tanke i de kommende dage - for de ældre på Solgårdscentret har det tydeligvis rigtigt godt her 60 år efter, at centeret blev etableret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste