Søndagsrekord står for fald
Kunstetagerne drømmer om at slå rekorden på søndag
HOBRO: Søndag 26. august kan interesserede komme med på en guidet tur gennem udstillingen "Traditionsbrud - Tekstil samtidskunst" på Kunstetagerne i Hobro.
Udstillingen, der lukker 1. september, har generelt været en stor succes med kunst- og håndarbejdsinteresserede gæster fra nær og fjern, og også de foregående omvisningerne har været ganske velbesøgte, fortæller kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro.
- Vi har været oppe på omkring 40 deltagere, hvilket er omtrent det, vi har plads til, beretter hun.
En enkelt gang var fremmødet dog ganske lille, nemlig da man første gang forsøgte sig med omvisning en søndag eftermiddag.
Dengang mødte kun fire interesserede op.
- Men mon ikke vi kan slå den rekord 26. august, bemærker Anne Lie Stokbro.