Billede beskrivelse

Sms-ordning undervejs på Ranum-egnen

Lørdag 2. november mødes en gruppe borgere i Ranum Multikulturhus, hvor de vil forsøge at etablere en sms-ordning under Region Nordjylland

27. oktober 2019 kl. 10.00

RANUM: Tager det lovligt længe for ambulancen at nå frem til bopælen, må man jo tage sagen i sin egen hånd....

Den konklusion er de nu også nået til i Ranum og omegn.

Lørdag 2. november mødes en gruppe borgere i Ranum Multikulturhus, hvor de vil forsøge at etablere en sms-ordning under Region Nordjylland, så lokale frivillige kan blive tilkaldt og vil kunne yde førstehjælp i tilfælde af hjertestop.

- I tiden fra vi begyndte at planlægge oprettelsen af vores egen sms-ordning har regionen ganske vist takket ja til et samarbejde med Trygfonden om en hjerteløberordning.

- Men vi fastholder dog fortsat, at det er en god ide med en regional sms-ordning som supplement til Trygfondens, da det giver os mulighed dels for at afvikle noget systematisk undervisning og samtidig støtte op om hinanden i de situationer, hvor vi måtte komme til indsats.

- Derudover mener vi også, at sådan en sms-ordning vil være et godt bidrag til sammenholdet på vores egn, forklarer en af initiativtagerne, Berit Byg.

Den påtænkte sms-ordning kommer til at omfatte Ranum, Vitskøl, Rønbjerg, Næsby og Lendrup.

I forbindelse med opstartsmødet 2. november vil der være oplæg om den politiske baggrund ved Mogens Ove Madsen, der er formand for akut- og praksisudvalget og medlem af regionsrådet for Socialdemokratiet, undervisning i hjertelungeredning ved anæstesilæge Lars Lawrence og anæstesisygeplejerske Berit Byg samt demonstration af hjertestartere ved Jørn Bloch.

Alt sammen garneret med praktiske øvelser, så deltagerne kan få mulighed for at øve sig under rolige forhold, før det måske bliver alvor en dag.

I forlængelse heraf vil Berit Byg kort informere om de praktiske detaljer i ordningen, og der vil være mulighed for at blive skrevet op til deltagelse i ordningen mod fremvisning af ren straffeattest.

Det hele finder sted med venlig opbakning fra Lars Borregaard fra Ranum Multikulturhus og Jørn Bloch, der begge har lovet at støtte op om indkøb af materialer til deltagerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste