Billede beskrivelse

Skærmtid: Ny musicalversion af “Mean Girls” vækker nostalgi med ikoniske øjeblikke

01. juli 2024 kl. 17.00

‘Skærmtid’ går ud på, at jeg kommer med streaminganbefalinger til dig. Ikke nødvendigvis en let disciplin anno 2024, hvor der udkommer et uendeligt udvalg af film og tv-serier på et efterhånden uendeligt udvalg af streamingtjenester.

Men når jeg skal anbefale titler til dig, er det også kun fair, du kender lidt til min smag. Dette skulle jo gerne være en streaming-dialog, og ikke bare mig, der plaprer som ham den fulde til festen, der lover serien bliver god i fjerde sæson!

Men en ting om mig du skal vide til dagens anbefalinger: Jeg har et meget anstrengt forhold til musicals. Jo vist, der findes de gode som “La La Land” og “The Rocky Horror Picture Show”, men fra “The Sound of Music” til “The Greatest Showman” har jeg haft mange aftener i rædselsfuldt, musikalsk selskab.

Foreningen af filmisk drama og oftest melodramatisk sang gør desværre bare sjældent underværker for mig. Derfor håber jeg også dagens første anbefaling overrasker. For det er altså intet ringere end kultfilmen “Mean Girls”, der noget uventet får en opdatering til musicalfilm.

Mean Girls (Kan streames på SkyShowtime)

Alle generationer skal have deres version af en klassiker, og nu er turen kommet til ingen ringere end.. “Mean Girls”? Den kultelskede teenagekomedie fra 2004 har fået en 2024-udgave, og denne gang er high school-filmen opdateret til en.. musical! I den opdaterede Gen Z-udgave er det stadig pigefnidder og skolens hierarkiske popularitet, der sætter dagsordenen, når det er ‘The Plastics’ mod resten af eleverne.

Isdronningen Regina George, denne gang spillet af sangerinden Reneé Rapp, regerer stadig og Lindsay Lohan er gemt væk til fordel for den yngre Angorie Rice, der skal lure skolens sociale koder. Det lå måske ikke på dit bingokort for året, at “Mean Girls” skulle opdateres til en musical, men baseret på en Broadway-show er det ikke så galt som man kunne frygte. Så må vi se om filmen har lige så mange ikoniske øjeblikke som den originale.

A Family Affair (Kan ses på Netflix)

Er du klar til en omgang breaking news her i ‘Skærmtid’? Så bare husk, du hørte dét her først: Zac Efron er tilbage, baby! Nu det jo ikke fordi “High School Musical”-stjernen nogensinde har været væk, men han har været let at gøre nar af, som en tidligere Disney-stjerne, der aldrig rigtig er kommet videre fra musical-dagene. Men nu er det altså sket. Sidste år transformerede han sig til hårdpumpet wrestler i fantastiske “The Iron Claw” (se den!), og tidligere i år stod den på komedie i den grove “Ricky Stanicky”.

Billede beskrivelse

Nu er Zac Efron tilbage i Netflix’ voksenkomedie “A Family Affair”, hvor han får lov at kysse med altid suveræne Nicole Kidman. Efron spiller en egoistisk filmstjerne, der ender i en hed romance med en ældre kvinde - problemet er bare, at kvinden er mor til hans personlige assistent, som ikke ligefrem er fan af forholdet. Forvent masser af akavethed, og en Zac Efron i topform, for han er så meget tilbage!

Fancy Dance (Kan ses på Apple TV+)

Så du Martin Scorseses westernfilm “Killers of the Flower Moon” sidste år? Hvis ja, så lagde du nok mærke til skuespilleren Lily Gladstone, der spillede den indfødte oliearving, som Leonardo DiCaprio prøvede at snørre. En stor præstation, som nogle vil mene hun skulle have haft en Oscar for. Sådan gik det ikke, men nu vender den sympatiske skuespiller tilbage i endnu en pragtpræstation i det følsomme drama “Fancy Dance”.

Billede beskrivelse

Filmen udforsker identitet og arv, med udgangspunkt i en indfødt kvinde (Lily Gladstone) og hendes niece, der bor på reservat. Sammen søger de efter et forsvundet familiemedlem, mens dans og foreningen mellem den moderne tilværelse og en hyldest til ældre traditioner, som stammefolk og dertilhørende historie konstant udfordrer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste