Billede beskrivelse

Skærmtid: Bamsen Ted er alt andet end børnevenlig, når det grove plysdyr vender tilbage i egen tv-serie

26. februar 2024 kl. 17.02

Film- og serienørd Mikkel Abel giver dig en oversigt over ugens nyheder på dine skærme, som i denne uge byder på bamsebjørnen Ted, samuraier og superhelten Aquaman.

Ted - Sæson 1 (22. februar SkyShowtime)

Kan du huske den grovkornede bamsebjørn Ted, der tog stoffer, snakkede bullshit og generelt opførte sig virkelig upassende i filmen “Ted” fra 2012? Den snakkende bamse, der sang ‘Thunder Buddies’ sammen med Mark Wahlberg blev noget af et hit, og fik også en mindre succesfuld efterfølger. Nu får du bamsens forhistorie, og løjerne er igen udtænkt af Seth MacFarlane, der også lægger stemme til Ted.

MacFarlane er kendt for sin grænseoverskridende humor kendt fra “Family Guy” og teddybamsen er da heller ikke ligefrem børnevenlig. Gennem serien hænger Ted ud med sin bedste ven Josh, og jeg tør godt love den står på dårlige opførsel og hylende morsomme, upassende situationer for alle pengene.

American Fiction (27. februar på Prime Video)

Hvis du er typen der går op i Oscars og awards season ligesom mig, så vil man typisk gerne nå at få set så mange af de nominerede film som muligt. Trods sine 5 Oscar-nomineringer fik “American Fiction” ikke biografpremiere herhjemme, men nu kan du endelig nå at krydse den af listen, inden de gyldne statuetter skal uddeles næste måned.

Billede beskrivelse

Filmen handler om forfatteren Monk, der gør op med afroamerikanske stereotyper i USA ved at skrive en provokerende bog, der sender ham i en shitstorm. Et saftigt og satirisk indslag om menneskelighed og kultur i moderne tidsalder.

Aquaman and the Lost Kingdom (27. februar på SkyShowtime)

Modsat den første “Aquaman” lignede toeren om Atlantis’ superhelt mere en fisk, der var død ved ankomst. “Aquaman and the Lost Kingdom” er heller ikke ligefrem nogen god film, men måske den kan kurere weekendens tømmermænd.

Jason Momoa spiller superhelten, der regerer under vandet, og denne gang må han også slås mod den onde Black Mantis. Noget med onde fisk, en forbandet trefork, vandeventyr og en vanlig charmerende Aquaman er nok undskyldning for en omgang van(d)vid.

Shōgun - Sæson 1 (27. februar på Disney+)

Det er ikke sikkert, du har set den gamle serie “Shogun” fra 1980, men dine forældre eller bedsteforældre kan i hvert fald helt sikkert fortælle dig om den. Miniserien var et kæmpe hit i sin tid, og det var også et sjældent syn at se en amerikansk fortælling, hvor det hele er optaget i Japan. Historien handler om en amerikaner, der rejser til det feudale Japan i 1600-tallet.

Billede beskrivelse

Her styrer shoguns og samuraier landets krige og politiske konflikter. Og nu får du den spændende historie i en opdateret version. Disneys svinedyre storsatsning ligner da også en million og du kan godt glæde dig til en historisk gennemgang af en rig kultur og historie, vi alt for sjældent ser på tv - gemt i blodig krig, samuraisværd og en kamp om ære.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste