Sangen får vinger på tværs af de gamle sogneskel
Nyt sang-initiativ i landsbyklynge skydes i gang i Døstrup 6. august
DØSTRUP: Der er ikke ret meget andet, der som fællessang kan være med til at nedbryde gamle sognegrænser og lægge grunden til en ny fællesskabsfølelse.
Det er i hvert fald udgangspunktet, når en kreds af sangglade i Landsbyklyngen Mariagerfjord Vest umiddelbart efter sommerferien lanceret et nyt sang-initiativ.
- Tanken er, at vi synger i en af landsbyklyngens byer hver 14. dag i sommerhalv- året. Og vi håber selvfølgelig på, at der kommer folk fra hele klyngen, så man gennem sangen får lært hinanden bedre at kende og får oparbejdet en fællesfølelse, forklarer en af initiativtagerne, Lise Rosendahl fra Snæbum.
Landsbyklyngen Mariagerfjord Vest omfatter lokalsamfundene Klejtrup, Snæbum, Hvilsom, Stenild, Døstrup, Hørby Kirkeby, Brøndum, Nørre Onsild, Sdr. Onsild og Hvornum.
Første fællessangsaften er henlagt til Døstrup mandag 6. august - nærmere bestemt til området bag kirken.
- Først synger vi Døstrup-sangen, så bliver der fortalt lidt om landsbyen, og så er der i øvrigt fællessang fra et flot sanghæfte, der mest er lavet ud fra højskolesangbogen, oplyser Lise Rosendahl.
20. august er der planlagt en fællessangsaften ved Mågesøen i Hørby Kirkeby, ligeledes krydret med lidt fortælling om lokalområdet, og initiativtagerne satser også på at nå til Brøndum og Nørre Onsild, inden sangstemmerne forstummer for vinteren.
- Inspirationen har vi bl. a. hentet fra Mariager, hvor man synger hver uge på havnen. Og på sigt håber vi at nå rundt til alle t lokaliteterne i vores klynge.
- Skulle det mod forventning blive regnvejr, lader vi os ikke afskrække af dét. Det er bare hyggeligt med paraplyer og støvler, og sang lyder for resten rigtig godt i regnvejr, bemærker Lise Rosendahl.
Sensommerens helt store fælles arrangement i Landsbyklyngen Mariagerfjord Vest bliver et Aktiv Fredags-arrangement fredag 14. september.
Dagen indledes med et stort oplevelsescykelløb rundt i klyngen og adskillige aktiviteter på tværs af Brattingborgskolen, Mariagerfjord Idrætsskole og Hvilsom Friskole.
Om eftermiddagen fortsætter programmet med eksempelvis banko, gøgl, sønderjysk kagebord og tryllekunst-show rundt omkring i klyngen - og et stort fællessangsarrangement på Klejtrup Musikefterskole.
Og om aftenen er der stor fælles klyngefest i Onsild Hallen. Bitten Slagter står for menuen, og det lokale band Sharks for musikken.