Så skal der handles: Fire loppemarkeder på vej i Aars
Efter et travlt forår i Lions Club Aars med det store loppe- og genbrugsmarked i Messecenter Vesthimmerland i maj som forårets største aktivitet, har Lions-medlemmerne afholdt nogle ugers velfortjent sommerferie.
Men nu er aktiviteterne i fuld gang igen, og allerede den første lørdag i september afholder Lions Club Aars det første af i alt fire nye loppe- og genbrugsmarkeder her i eftersommeren og efteråret i lagerhallen ”Loppehuset” på Industrivej i Aars.
- Vi er igen i år i den situation, at vi her – kun få måneder efter afholdelsen af det store loppe- og genbrugsmarked i Messecenter Vesthimmerland – har vores lagerhal, Loppehuset, fyldt til randen af fantastisk gode og brugbare loppe- og genbrugseffekter.
- For at få plads til de loppe- og genbrugseffekter, som hver eneste uge bliver doneret til os, har vi valgt at afholde disse loppe- og genbrugsmarkeder i efteråret – og vi kan fortælle, at der igen er mange, mange fine ting at vælge imellem, siger Mogens Frost Christensen, der er formand for Loppe- og Genbrugsmarkedsudvalget i Lions Club Aars.
De mange loppe- og genbrugseffekter bliver både doneret til klubben ved at borgere i og omkring Aars kontakter klubben for at få afhentet møbler eller andre ting, men i høj grad også ved at rigtigt mange borgere benytter den Lions-container, der er opstillet på Genbrugspladsen i Aars.
Når man er på genbrugspladsen med afffald af den ene eller den anden art, har man nemlig samtidig mulighed for at aflevere brugbare effekter i Lions-containeren, som Lions Club Aars så efterfølgende kan bruge til loppe- og genbrugsmarkederne.