Billede beskrivelse

Revyernes revy i 2019-udgave

Efter en pause i 2018 er Vesthimmerlands Musikhus ALFA og de vesthimmerlandske lokalrevyer klar med en ny udgave af ”Revyernes Revy” her i 2019

27. oktober 2019 kl. 06.00

AARS: - Der er mange gode grin gemt i Vesthimmerland.

Med den bemærkning gør musikhusleder Lisbeth Jagd, ALFA i Aars, i al stilfærdighed reklame for 2019-udgaven af Revyernes Revy Vesthimmerland.

Det er anden gang, en flok frivillige revyentusiaster i samarbejde med musikhuset har formået at samle de vesthimmerlandske lokalrevyer i én forestilling.

I 2017 måtte mange gå forgæves efter billetter til den vesthimmerlandske udgave af Revyernes Revy, og derfor forekommer det også oplagt at gentage succes’en her i 2019.

Hele syv af de vesthimmerlandske lokalrevyer er med i den fælles forestilling, som 1. november kan opleves i ALFA i Aars.

Hver revy bidrager med to til tre numre og medbringer de nødvendige skuespillere og rekvisitter, og til at binde Revyernes Revy sammen er der indgået aftale med Kim Bernt om at varetage kapelmesterrollen.

Kim er bl. a. fast kapelmester for Cabaret ALFA, og det er også Cabaret ALFAs orkester, der er samlet til opgaven med at spille til Revyernes Revy.

Orkestret og lokalrevyerne er allerede gået i øvelokalet og er i fuld gang med forberedelserne forud for generalprøve og premiere.

- Vi håber, at rigtig mange igen i år vil bakke op om projektet ved at komme og se eller gense de mange indslag fra de vesthimmerlandske revyer.

- Vi opfordrer til, at man skynder sig at sikre sig en billet. Det bliver en forestilling med masser af lune og vesthimmerlandsk selvironi, bebuder musikhusleder Lisbeth Jagd.

I år er det muligt at nyde en lækker tapas-platte inden forestillingen.

Platten leveres af Pakhuset i Hvalpsund og serveres i lokalet Beta kl. 18.30.

Menuen bestilles sammen med billetten - senest 28. oktober kl. 12.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste