Opera i Rebild går nye veje: Inviterer unge til gratis koncert
På søndag er der for 21. gang operafest i Rebild Bakker, og i år er det faktisk muligt for unge under 25 år at komme gratis ind til Opera i Rebild.
Temaet i år er ’Eventyrlige fortællinger og fantasifulde intriger’ og den kunstneriske leder Giordano Bellincampi har sammensat et program med mesterværker fra operaens og musicalens eventyrlige verden, hvor kærligheden og jalousien altid er medspillere.
Medvirkende er Aalborg Symfoniorkester, tre dygtige solister og kammerkoret, Coro Misto.
Preben Kristensen har igen i år fået opgaven med at føre publikum igennem eftermiddagens eventyr, intriger og stærke følelser.
Rebild Musikpris på 25.000 kr. sponsoreret af Gudrun og Palle Mørch Fonden uddeles derudover til en talentfuld nordjysk musiker, som med sit talent har gjort sig særligt bemærket.
Billetter til operafesten kan bestilles på operairebild.dk