Overskudsmaterialer bliver til tiny houses i Farsø
FARSØ: Med målet om at skabe billige boliger til socialt udsatte er virksomheden Gjørtler Ejendomme på jagt efter kasserede, men brugbare byggematerialer. Blandt bidragyderne er Outline Vinduer, som har doneret vinduer og døre med mindre kosmetiske fejl til foreløbig fem tiny houses.
Husene skal bygges – og senere bebos – af socialt udsatte, som samtidig får mulighed for at skabe en ny retning i livet.
Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.
Thomas Gjørtler fra Gjørtler Ejendomme i Viborg ser muligheder, hvor andre måske ser begrænsninger – både i mennesker og materialer. Derfor har virksomheden sat projektet Grønne Boliger i gang, hvor socialt udsatte bliver ansat til at bygge deres egne tiny houses af overskudsmaterialer fra byggebranchen.
- Projektet bygger på tankegangen om mesterlære – både i byggeriet og i livet. Erfaringen er, at mennesker lærer bedst gennem praksis. Deltagerne får mulighed for både at lære et håndværk og blive en del af et arbejdsfællesskab, forklarer Thomas Gjørtler.
De første fem tiny houses opføres med materialer, som ellers ville være blevet kasseret. Det kan være byggematerialer med mindre skader, kosmetiske fejl eller varer fra fejlbestillinger. Selvom materialerne ikke længere kan sælges på traditionel vis, kan de fortsat bruges i nye sammenhænge.
Det gælder også de vinduer og døre, som Outline Vinduer har doneret til projektet.
- Hos Outline Vinduer arbejdes der løbende med at minimere spild og reducere mængden af kasserede materialer. Når materialer alligevel ikke kan bruges i den almindelige produktion, giver det god mening, at de får nyt liv i projekter som Grønne Boliger, siger Claus Petersen Koch, salgschef hos Outline Vinduer.
Han peger samtidig på, at projektets fokus på social bæredygtighed ligger i naturlig forlængelse af virksomhedens eget arbejde med sociale indsatser.
- Gjørtler Ejendommes indsats harmonerer godt med Outline Plus-afdelingen, hvor omkring 100 borgere uden for arbejdsmarkedet hvert år får mulighed for at afklare deres arbejdsevne gennem praktikforløb, siger Claus Petersen Koch.
Bygma Viborg har taget initiativ til at indsamle byggematerialer fra Bygma-filialer i hele Midtjylland til projektet. Det er samtidig Bygma, der har skabt kontakten mellem Outline Vinduer og Gjørtler Ejendomme.
- Samarbejdet er et stærkt eksempel på, hvordan byggebranchen kan bidrage til både miljømæssig og social bæredygtighed. Det er inspirerende at se materialer få nyt liv og samtidig være med til at skabe nye muligheder for mennesker, siger Lars Lauge, direktør for Bygma Viborg.
- De donerede byggematerialer er afgørende for projektets videre udvikling og ambitionen om at kunne bygge flere boliger fremover, understreger Thomas Gjørtler.
- De kasserede, men brugbare materialer er en stor hjælp og helt centrale for, at husene kan bygges. Samtidig giver byggeprocessen deltagerne en konkret oplevelse af at lykkes og følelsen af at være en vigtig del af et fællesskab, siger Thomas Gjørtler.