Skitse over det kommende sundhedshus på adressen Rådyret i Støvring Ådale. Første spadestik tages 19. august.
Det sker

Nu får Støvring sit sundhedshus

Spaden går i jorden i august til et byggeri, der er blevet dyrere og en del forsinket

20. juli 2022 kl. 11:24

STØVRING: Rebild Kommunes nye sundhedshus i Støvring Ådale skulle efter planen åbne om et års tid. Det sker ikke, men nu kommer byggeriet endelig i gang efter en del forsinkelser.

Rebild Kommune har inviteret til det ceremonielle første spadestik fredag 19. august. Det markerer begyndelsen på et byggeriet, der kommer til at rumme flere forskellige sundhedsydelser.

- Vi forventer, at sundhedshuset er færdigt i juni 2024, fortæller Rebild Kommunes projektleder, Jakob Kiib.

- Processen og udbudsfasen har taget længere tid, end vi oprindeligt forventede. Nogle udbud måtte laves om, fordi vi blev ramt at de prisstigninger, som hele byggebranchen har oplevet, forklarer han.

Rebild Kommune har sat med 20 millioner af til byggeri af sundhedscentret i 2022 og 2023, men før sommerferien stod det klart efter licitationen, at byggeriet bliver 6,7 millioner kroner dyrere.

Staten bidrager også til byggeriet med cirka 10 millioner kroner.

For de mange millioner får Støvring et kommunalt ejet sundhedshus på 3200 kvadratmeter. Dertil kommer en privatejet fløj på 2000 kvadratmeter, som efter planen skal huse praktiserende læger, tandlæger og andre aktører inden for sundhedsområdet.

Huset kommer til at rumme mange af de funktioner, som i dag tilbydes på sundhedscentret på Mastruplund i Støvring. Her er blandt andet genoptræning, fysioterapi og forebyggende sundhedsarbejde.

René Thomasbjerg fra Suldrup-firmaet Lars Pedersen & Søn, som har købt grunden i Støvring Ådale, og som er totalentreprenør på projektet. Arkivfoto: Martin Damgård

For halvandet år siden solgte Rebild Kommune grunden i Støvring Ådale, hvor sundhedshuset bygges, til entreprenørfirmaet Lars Pedersen & Søn i Suldrup. Firmaet er desuden valgt som totalentreprenør på byggeriet.

Grunden, som Lars Pedersen & Søn har købt, er på 45.000 kvadratmeter. Her er også mulighed for at bygge boliger, ligesom der skal anlægges et stort torv.

Nyeste