Mindes 14 dræbte flyvere
Aalestrup Kirke bliver fredag centrum for den store mindehøjtidelighed i anledning af 75 års dagen for nedskydningen af de allierede piloter
AALESTRUP: Natten mellem onsdag og torsdag er det præcis 75 år siden at 14 allierede flyvere blev skudt ned mens de fløj over Louns og Aalestrup.
Tragedien mindes hvert år, men i anledning af det runde tal gøres der noget særligt ud af begivenheden denne gang.
Fredag den 30. august mindes jubilæet således med kransenedlæggelse ved Aalestrup Kirke, hvor der også vil være taler og musik spillet af et brassband.
Både engelske og polske militærattachéer deltager i højtideligheden og det gør fanebærere fra Hjemmeværnets lokale kompagnier også.
Udstilles på bibliotek
Selv om det efterhånden er længe siden at nedskydningen fandt sted er flyvernes store offer ikke blevet glemt. Slet ikke lokalt, hvor historien stadig lever mellem folk.
På Aalestrup Bibliotek kan man således nu komme tæt på historien gennem en særlig udstilling af genstande, som efter nedskydningen blev fundet i lokalområdet.
- Der er stadig en respekt om, at piloterne omkom i forsøget på at befri danskerne fra nazisterne, det er én af de historier, som knytter os sammen som lokalsamfund - og som jo også trækker internationale tråde til både Polen og England, forklarer Mette Drejer Jørgensen fra Vesthimmerlands Biblioteker.
Øjenvidner fortæller
Efter mindehøjtideligheden byder arrangørerne på kaffe og brød i Sognehuset. Her kan man også opleve øjenvidner fortælle deres dramatiske historier om nedskydningen og hvad der siden fulgte.
Senere byder Videoklubben Aalestrup på glimt af historien fortalt gennem filmklip.
Det lokale engagement understreges af de mange arrangører, som har ønsket at bidrage til at højtideligholde mindedagen. Bag arrangementet står Historisk Samling og Arkiv Himmerland, Videoklubben Aalestrup, Lokalhistorisk Arkiv og Vesthimmerlands Biblioteker. Flere lokale kræfter har støttet arrangementet, bl.a. Horn Fonden, Lions Club, Aalestrup, Jutlander Fonden samt Aalestrup Kulturråd.