Michelle Birkballe går på scenen i Kulturhuset i Arden fredag den 30. september.
Det sker

Michelle lever for rock’n’roll: Nu kan du opleve hende live

24. september 2022 kl. 12:01

Når Michelle Birkballe går på scenen i Kulturhuset i Arden fredag 30. september, er det med historien om noget så sjældent som en ægte rock’n’roll historie på dansk grund.

Fortællingen om hendes opvækst i Thorsager midt på Djursland i en søskendeflok på seks, hvor hun allerede som barn danner sit eget band og senere tjener til livets ophold som fårehyrde, århusiansk værtshusmusiker og som rengøringskone i et studie for at kunne indspille sine sange, er en fortælling man på én eller anden måde synes, man har hørt før. Men sjældent her i Danmark.

For selvom Michelle Birkballe er født og opvokset med fødderne i dansk muld, så er hendes slægtskab til blues og rock fra Louisiana og andre af rockens arketypiske egne så stærkt og så uforfalsket, at man let kan komme i tvivl, når man lytter til hendes sange.

Hendes sanges hjerteblod og personlighed er så meget til stede, at man kunne tro, at rock’n’roll kommer fra smalltown Thorsager, og at fortællingen om Michelles opvækst kunne handle om nogle af rockhistoriens største navne. Når man oplever hende live, så er man ikke i tvivl - hun er rock’n’roll.

I guitarkufferten har Michelle masser at tage af, når hun går på scenen. Mest sange fra sine albums, men også andre sange, som hun gør til sine helt egne.

I guitarkufferten har Michelle masser at tage af, når hun går på scenen. Mest sange fra sine albums, men også andre sange, som hun gør til sine helt egne. Og så kan hun fortælle om sit liv på en så ægte og afvæbnende måde, at ingen går fra en af hendes koncerter uden at have grinet sammen med hende. Storytelleren er skarp i replikken, når hun råt for usødet fortæller om livets op- og nedture.

Mange før hende er endt som klichéer i forsøget på at efterligne den ægte vare. Men ikke Michelle Birkballe. Hendes rock’n’roll er født og opvokset i Thorsager. Hun er sin musik, og det er klart og tydeligt på den respons, hun får fra spillesteder og publikum.

Michelle Birkballe & Band optræder i Kulturhuset i Arden fredag 30. september kl. 20.00.

Annonceret indhold

Nyeste