Det gælder om at holde tungen lige i munden for de fire finalister i dysten om at blive Danmarks bedste landbrugsmaskinmekanikerlærling. De skal løse fire opgaver med kun to timer til hver opgave. Og oven i købet med publikum på.  Privatfoto
Livet her

Lærlinge dyster på Erhvervsskolerne i weekenden

Årets finalister kommer hhv. fra Skive, Fredericia, Slangerup og Nykøbing Falster

31. oktober 2019 kl. 11:11

AARS: Fire dygtige finalister dyster i weekenden 1.-2. november om at kunne kalde sig Danmarks bedste landbrugsmaskinmekaniker-lærling.

Som de foregående seks år sker det på Erhvervsskolerne i Aars, og hvis det i øvrigt går som det plejer, skal deltagerne nok få sved på panden.

- Vi har lavet fire udfordrende opgaver til deltagerne. Det er jo fire af Danmarks bedste, som dyster, så vi sætter niveauet derefter, fortæller Heine Jensen, koordinator og faglærer på Erhvervsskolerne Aars.

Årets felt af deltagere er spredt geografisk godt ud over landkortet.

Fra Skive i Jylland deltager Lasse Jensen, som til daglig er lærling hos Sjørup Group.

Fra Fredericia-egnen kommer Nicklas Elkjær, der er ansat hos Kragmann A/S.

Mads Nørskov Kristiansen fra Slangerup har til daglig Maskincenter Roskilde A/S som arbejdssted, mens fjerde og sidste finalist er Daniel Højbjerg fra Nykøbing Falster. Han er lærling hos Johannes Mertz A/S.

For at være med konkurrencen skal man være under 24 år og have overstået 3. hovedforløb på landbrugsmaskinmekanikeruddannelsen.

Derudover er alle fire finalister udvalgt på baggrund af en test - og en overordnet vurdering fra en jury af fagfolk.

De fire finalister bliver i weekendens løb udsat for i alt fire forskellige opgaver, som hver især skal løses så godt som muligt på to timer.

Ingen kender indholdet af opgaverne, før deltagerne står med ”maskinerne foran sig”.

- Og der skal nok komme sommerfugle i maven op til konkurrencen.

- Samtidig bliver det dog også spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Og så er konkurrencen i øvrigt en god træning til svendeprøven senere i uddannelsen, fortæller Daniel Højberg, den ene af de fire finalister.

Bag kåringen af Danmarks Bedste LandbrugsmaskinmekanikerLærling står Dansk Maskinhandlerforening, LandbrugsMedierne, Dansk Metal og Erhvervsskolerne Aars.

Annonceret indhold

Nyeste