Billede beskrivelse

Kulturhus og kirke fælles om koncert

Digteren Morten Nielsen hyldes med koncert i Arden Kulturhus

15. oktober 2018 kl. 07.00

ARDEN: Digteren Morten Nielsen har for nogle nærmest karakter af kult: Han levede stærkt og farligt, døde ung, bare 22 år ved en vådeskudsulykke i 1944, og efterlod dansk litteratur nogle enestående digte.

I et forsøg på at bringe Morten Nielsen endnu længere frem i danskernes bevidsthed, har duoen Gorm Bull og Palle Hjorth de seneste tre år arbejdet med en bog og en cd, hvor de har sat musik til 14 af Morten Nielsens digte.

Bog og cd blev tidligere i år præsenteret ved en koncert i digterens fødeby Aalborg - med en fem-stjernet anmeldelse i NORDJYSKE - og bliver nu sendt på turne med en trio bestående af de to ophavsmænd samt guitaristen Nikolaj Heymann.

Et af de første steder, koncertturnéen gør holdt, bliver i Arden Sognegård tirsdag 30. oktober som et led i Spil Dansk-ugen og via et samarbejde mellem Arden Kirke og Kulturhusforeningen i Arden.

Forsanger Gorm Bull kendes bl. a. for slagsangen "Danmarks Jernhårde Ladies" og for sin deltagelse i Dansk Melodi Grandprix i 1993 og 1996 - og senest var han en af initiativtagerne til en stor Kim Larsen-mindekoncert i Viborg.

Palle Hjorth har som tangentspiller over 150 albums i rygsækken og optræder bl.a. sammen med Poul Krebs, Krebs/Falch, Peter Sommer, Savage Rose og Povl Dissing Band, og guitarist Nikolaj Heyman har bl. a. en fortid i orkestrene Western Stars, Klondyke, The Desoto Caucus og Giant Sand. Derudover laver han en masse teatermusik og producerer musik for bl.a. Marie Frank.

Koncerten i Arden afvikles under overskriften "Morten Nielsen - Mit liv er alles" og støttes økonomisk af Kulturelt Samråd i Mariagerfjord Kommune.

Billetter kan enten købes på Arden Bibliotek eller via hjemmesiden www.himmerlandsbilletten.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste