Billede beskrivelse

Kulturgården i Skørpings centrum: Tegningerne er klar

16. november 2024 kl. 08.43

SKØRPING: Gårdrummet ved KulturStationen i Skørping transformeres nu til det nye, dynamiske uderum "Kulturgården". 

Dette projekt vil skabe et attraktivt samlingspunkt i byens kulturelle centrum mellem KulturStationen, Kinorevuen, Rebild Ungdomsskole og Skørping Bibliotek. 

Kulturgården bliver et sted for ophold og aktiviteter og vil forbinde butikker, station og områdets mange kulturelle tilbud. Visionen er at etablere et bæredygtigt og inviterende gårdmiljø, der samtidig afspejler Skørpings identitet som "byen i skoven".

Med det nye design ændrer gården karakter fra at være en skjult ”bagside” til at fungere som et nyt og inkluderende torv for byen. Området åbnes op med nye passager og skaber en indbydende atmosfære for både daglige brugere og forbipasserende.

Billede beskrivelse

Kulturgården: Et moderne og levende byrum
Skitseprojektet til områdefornyelsen ved KulturStationen rummer flere konkrete tiltag, der omdanner gårdrummet til et aktivt og indbydende byrum:

Bibliotekshaven: Et åbent byrum ved biblioteket med en stor sandplads til leg, nye læsenicher og en grøn oase med træer. Haven bliver tilgængelig fra både KulturStationens foyer og direkte fra biblioteket.

Klimaværk: Et kunstværk i gårdrummet, der med aluminiumsformer skaber reflekser, skygger og opsamler regnvand. Installationen bringer naturen tættere på og skaber liv i bybilledet.

Regnvandshåndtering: Nedsivningsbede og beplantning med hjemmehørende græsser som blåtop og mosebunke skal sikre en bæredygtig håndtering af regnvand og bidrage til et smukt og funktionelt byrum.

Legelandskab: En legeplads for forskellige aldersgrupper med naturlige beplantninger inspireret af områdets landskaber som heder og kilder.

Forpladsen: Forbedring af ankomstområdet mellem rotunden og KulturStationen ved at fjerne glasgangen og plante lysåbne træer. Dette skaber en bedre forbindelse mellem gården og gaden og inviterer til, at gårdrummet udforskes.

Fakta og økonomi
Projektet er en del af Rebild Kommunes omfattende byfornyelse, udviklet i samarbejde med en arbejdsgruppe, hvor centrale aktører er repræsenteret. Arkitektfirmaet dominique + serena står bag det ambitiøse skitseprojekt og fungerer som rådgiver på projektet. 

Byfornyelsen i Skørping omfatter både forbedring af trafiksikkerhed for bløde trafikanter og forskønnelse af byrum. Den samlede anlægssum er 6,9 mio. kr., hvoraf 1,5 mio. kr. er fondsmidler fra Statens Kunstfond og Nordeafonden. Realdania bidrager med 3,45 mio. kr., svarende til halvdelen af anlægssummen.

Kulturgården forventes at stå klar til indvielse under byfesten i august 2025. Projekteringen starter i efteråret 2024, med udbud i første kvartal af 2025 og anlægsperiode i andet kvartal af 2025.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste