Krimiforfatter fortæller i Mariager
Mette Wessel Fyhn fortæller søndag 18. november om sit forfatterskab og sin debutroman ”Mosefolk”
MARIAGER: Hvad ligger der bag betegnelsen: ”en langsom krimi”?
Det kan interesserede blive klogere på 18. november, når forfatteren Mette Wessel Fyhn gæsteoptræder ved et arrangement på Mariager Bibliotek.
Mette Wessel Fyhn debuterede i foråret med krimien ”Mosefolk” og fortæller på biblioteket i Mariager om bogens tilblivelse - og sin forfatterkarriere i øvrigt.
Mette Wessel Fyhn har altid skrevet til skrivebordsskuffen, men først i april kom skriverierne for alvor frem i lyset.
”Mosefolk” er den første bog i en planlagt serie om politibetjenten Maria Brænder, som vender hjem til landsbyen Vi, der gemmer sig langt ude på landet et sted i Danmark mellem skov, mark og ikke mindst mose.
Selv har Mette Wessel Fyhn sammen med sin familie bosat sig i Thoruphus i Jammerbugt, sådan lidt på kanten, derude hvor naturen er mere end bare natur og hvor alle kender alle, og det er med inspiration i det miljø, at hendes debut er kommet til verden.
Der er fri entré til forfatterarrangementet i Mariager.