Kortklub på vej i Valsgaard
Fra mandag 19. august står der whist på menuen i Valsgaard Forsamlings- og kulturhus
VALSGAARD: Elsker du at spille whist - og bor du i Valsgaard og omegn?
I så fald kunne det måske være en god idé at dukke op mandag 19. august, når der i Valsgaard Forsamlings- og kulturhus bliver gjort forsøg på at få en ny whist-kortklub op at stå.
Det er Valsgaard Borgerforening, der står bag initiativet, som i første omgang begrænser sig til 19. august og de efterfølgende mandage.
- Men viser det sig så i øvrigt, at der er stor opbakning og interesse for at spille, vil præmiewhist-aftenerne hurtigt blive gjort permanente, bebuder formand for borgerforeningen, Henning Jochumsen.
Deltagergebyret bliver i første omgang på 30 kroner, som går til kort, leje af lokaler m.m.
Derudover vil der være mulighed for at købe øl og sodavand samt en kop kaffe.