Billede beskrivelse

Kor fra Kiev synger musikforeningens nye sæson i gang

I alt kan det klassiske koncertpublikum i Hobro se frem til ti koncerter af høj kvalitet i år 1 efter Hobro Musikforenings 50 års-jubilæum

18. juli 2018 kl. 13.57

HOBRO: Festlighederne i anledning af 50 års-jubilæet er overstået, men det betyder på ingen måde, at Hobro Musikforening skruer aktiviteterne ned på lavblus.

Det fremgår tydeligt af foreningens netop udsendte program for den kommende sæson.

At programmet i år udkommer ekstraordinært tidligt, hænger sammen med, at sæsonens første koncert allerede er programsat til lørdag 11. august.

I samarbejde med Hobro Kirke har musikforeningen engageret Kiev Kammerkor - et fantastisk kor, som hvert andet år kommer på sommerturne i Danmark og optræder ved en snes koncerter rundt omkring i landet med velklingende ortodoks kirkemusik og ukrainsk folkemusik.

Korkoncerten afvikles i Hobro Kirke, men søndag 30. september er musikforeningen tilbage på Mariagerfjord Gymnasium, hvor publikum kan opleve noget så usædvanligt som en klassisk guitarkvartet. Den består af fire unge polske musikere, som er exceptionelt godt sammenspillet og suverænt vandt P2’s kammermusik-konkurrence 2017. Ved koncerten i Hobro spiller de dels transskriptioner af klassiske værker af Mozart, Bizet og Dvorak, dels sydamerikansk og spansk musik.

Ved de følgende tre koncerter i efteråret 2018 præsenterer Hobro Musikforening en række ganske unge meget lovende musikere, der har vundet flere konkurrencer og modtaget fornemme priser. Det drejer sig om Eva Steinaa, der er solooboist i DRsymfoniorkestret, hendes søster Maria Steinaa, der studerer fløjte, violinisten Kirstine Schneider og cellisten Jonathan Algot Swensen.

Januar 2019 begynder med Aalborg Symfoniorkesters festlige nytårskoncert, der denne gang har to glimrende sangsolister på programmet, nemlig sopranen Tuva Hemmingsen og barytonen og skuespilleren Joachim Knop. Denne koncert finder sted i Hobro Idrætscenter.

I februar kommer Ensemble MidtVest, der spiller sammen med den finsk-tyske pianist, Ralf Gothoni. På programmet står Schuberts "Lebensstürme" for 4-hændig flygel, Mozarts kvintet for klaver og blæsere og Dvoraks klaverkvintet nr.2 med ensemblets strygere.

Senere på måneden kommer "Nightingale String Quartet", der blev dannet i 2007 og som i årenes løb har modtaget en lang række priser. Kvartettens indspilning af Rued Langgaards strygekvartetter har således sendt ensemblet direkte til tops i den internationale musikpresse.

I marts kommer Brahms Trio, der består af tre musikere, alle uddannet på Tjajkovskij-konservatoriet i Moskva. Med støtte fra det russiske kulturministerium er de tre musikere i gang med at indspille en CD-serie med alle klavertrioer, der er komponeret i Rusland i det 19. og 20. århundrede, og det er noget af denne musik man vil kunne høre, når de kommer til Hobro.

Endelig søndag 7. april sætter den fremragende danske pianist Christina Bjørkøe punktum for Musikforeningens koncertsæson - en sæson, der således i alt kommer til at byde på 10 klassiske koncerter af høj kvalitet.

Musikforeningen udsender i disse dage en folder til medlemmerne med oplysning om alle koncerterne.

Det er muligt at løse billet til de enkelte koncerter, men mange benytter sig af muligheden for at få stor rabat ved at tegne et abonnement, der giver fri adgang til alle koncerter.

Hobro Musikforening har til den kommende sæson modtaget støtte fra Mariagerfjord Kommune, Statens Kunstråd, Solistforeningen og Det Obelske Familiefond.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste