Kæmpe legeland vender tilbage i vinterferien
Det store lege- og actionland Jubiland vender i vinterferien i uge 8 tilbage til Messecenter Vesthimmerland i Aars i to dage, 22. og 23. februar.
- Vi havde et helt fantastisk besøgstal, da vi havde Jubiland i efterårsferien, og der var begge dage kæmpe store smil fra både børn og voksne, så vi glæder os til masser af liv og glæde, når vi igen åbner dørene, fortæller Anette Carstens, der er eventmanager i Messecenter Vesthimmerland, i en pressemeddelelse.
- Vi har lyttet til de forespørgsler, der er kommet, og kan med glæde fortælle at den efterspurgte Highjumper er tilbage sammen med trampolinparken. Der vil i år også være flere ting til de helt små børn, siger Anette Carstens.
Derudover er de to messehaller fyldt med en masse forskellige hoppeborge, sweeper, rodeotyr, karuseller og meget mere.
- Vi får også besøg af 4H-Gården, der medbringer en lille pony som børnene kan ride på, ligsom der vil være mulighed for at kæle for kaniner, marsvin og meget mere, siger Anette Carstens.
Der bliver action og sjov for børn i alle aldre – når entréen er betalt, er alle forlystelser gratis, ligesom der er mulighed for både at købe mad og drikke i hallerne og vores restauranten.
Der er desuden mulighed for at forældre og bedsteforældre kan medbringe deres egen madkurv til Jubiland.
- Vi har i år også tænkt lidt ekstra på underholdning af de mange forældre og bedsteforældre – her vil der bl.a. være en masse ugeblade og magasiner,siger Anette Carstens.