Billede beskrivelse

Juleskibet ankommer på søndag til Løgstør

Juleskibets ankomst er en tradition i Løgstør.

13. december 2019 kl. 15.38

LØGSTØR: Ingen jul uden juleskib! Løgstør kan bryste sig af at have verdens ældste juleskibsshow. og i år er naturligvis ingen undtagelse.

Søndag 15. december kommer julemanden sejlende med sit følge af nisser. I år er det ikke færre end 14 nisser, der spiller julemusik på skibet.

Det er en dag, der samler byens børn, og hvor også byens tidligere beboere gerne vender hjem – og de medbringer gerne næste generation af forventningsfulde julegæster med sig. Til at styre slagets gang kommer viceborgmester Theresa Berg Andersen og Venstrepolitiker Jens Lauritzen.

Inden skibets ankomst bliver der også uddelt tre gyldne kringler, som er en hæderspris til nogle af byens ildsjæle. Kringlerne uddeles af Spar Nord.

Klokken 13.10 ankommer julemanden og hans følge. Her bliver han modtaget af de mange fremmødte og de store udrykningskøretøjer, der skal køre ham og nisserne op i byen. Eskorteret af musik og politi går optoget til Østerbrogade, hvor nissemænd- og koner kaster karameller ud til børnene.

Det er Løgstør Handel, der står bag arrangementet, men heldigvis er der også sponsorer og foreninger, der bakker op om arrangementet, så det endnu engang kan blive en realitet.

Butikkerne holder åbent fra 11.00-15.00, så der er god mulighed for at købe julegaverne denne dag også. Her har den nye juleby på Skoleengen også åbent, hvor der er en række hyggelige boder. Det er også muligt at købe sit juletræ her, og der er altid en aktivitet for børn, hvor de f.eks. kan lave en julegave.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste