Hør om Løgstørs alkoholkrig og smag på lokale snapse
I anledningen af Kulturugen holder Limfjordsmuseet og Snapseriet et smage- og foredragsarrangement torsdag 7. marts, hvor man kan smage på fire forskellige snapse kreeret af krydderurter fra biotoppen ved Frederik VII’s Kanal samt høre foredrag om alkohol-krigen i Løgstør
LØGSTØR: Den 7. marts fortæller historiker Anders Bloksgaard i ord og billeder historien om alkoholkrigen i Løgstør, der i hen ved tre årtier splittede et bysamfund i to dele og pustede til en stadig tiltagende konflikt mellem land og by.
Aldrig har de interne stridigheder i Løgstør været så heftige som i begyndelsen i 1900-tallet. Baggrunden var en voldsom konflikt mellem afholdsfolk og mere moderate. Afholdsfolket var af den faste overbevisning, at alkohol i alle afskygninger skulle forbydes, mens de mere moderate på den anden side var af den opfattelse, at det var et indgreb i den personlige frihed.
Set med nutidens øjne kan det måske virke vel voldsomt at agitere for et totalt forbud mod alle former for alkohol. Men tiden var en anden, og alkoholforbruget – særligt blandt arbejderklassen - var ganske simpelt ekstremt. Årene omkring år 1900 var således et højdepunkt i dansk alkoholkultur med alkoholindtag i rekordstore mængder. På landsplan havde det voldsomme konsekvenser – eksempelvis havde knapt hver fjerde dødsfald blandt hovedstadens borgere i 1890 alkohol som dødsårsag.
I Snapseriet er visionen at skabe en autentisk og stedbunden fortælling om mad, snaps og kultur.
Det sker bl.a. gennem foredragsaftener, men også indsamlingsture og sejlture med fortællinger. Dette kan I se mere om på www.muslingebyen.dk.
Fortællingen om alkoholkrigen 7. marts er naturligvis akkompagneret af fire smagsoplevelser fra Snapseriet ved Limfjordsmuseet i form af kryddersnapse fra Frederik Den VII’s Kanal og hertil hørende små madoplevelser.
Tilmelding foregår ved at ringe til Limfjordsmuseet på 98671805. Foredrag, snaps og haps koster kr. 100,-. Se mere på www.muslingebyen.dk