Hobbymarked og kunst i Kig Ind
Første lørdag i november er der igen udstilling af kunst og hobby i Nøragers kultur- og medborgerhus
NØRAGER: Kultur- og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager er første lørdag i november igen ramme for en kunst- og hobbyudstilling.
Der er efterhånden tradition for at afholde et sådant marked, og det er altid godt besøgt.
Udstillere inviteres igen i år til at deltage, og værterne ønsker at der som sædvanligt bliver en god blanding af kunst og hobby.
De alsidige udstillere kommer fra et stort område af landet, så derfor er det også et godt marked for eventuel gavekøb til sig selv eller andre.
Hvis nogen går og sysler lidt i fritiden og gerne vil dele sin hobby med andre, er de velkommen til at lave en stand. Markedet i Kig Ind er nemlig for alle.
Ønsker man en standplads kan tilmelding ske via hjemmesiden for Kig Ind: www.kigind-noerager.dk
Dagen igennem kan der købes drikkevarer, kaffe, kage og dejlig hjemmelavet suppe til middag.
Lokalhistorisk Arkiv som har til huse i Kig Ind, har åbent arkiv i samme tidsrum, så gæster er også velkomne til at besøge Nørager Arkivet.
Kig Ind og de kreative værksteder i Kultur-og Medborgerhuset, står som arrangører for årets kunst- hobbymarked 3.november.