Seneste nyt
Billede beskrivelse

Her ser ny fodboldskole i samarbejde med tidligere landsholdsspiller dagens lys

29. januar 2024 kl. 06.01
Opdateret 30. januar 2024 kl. 07.46

Sommerferien 2024 bliver helt unik i HimmerLand, hvor man for første gang kan tilbyde en fodboldskole til oplevelsesmenuen for både drenge og piger i uge 28. I samarbejde med Pimpongs Talentskole vil der over tre dage blive sat fokus på sjov, læring og masser af gode fodboldoplevelser.

Fra et golfhotel i det jyske til et helårsresort med masser af forskellige aktivitetsmuligheder. HimmerLand, som primært er kendt for golf, udvider igen paletten af oplevelser med en fodboldskole for U13, U14 og U15 i sommerferien 2024.

Det er gennem et samarbejde med Razak Pimpong, som tidligere har spillet professionel fodbold for blandt andre Ghana (landshold), FCK, FC Midtjylland og Viborg, at fodboldskolen er kommet op at stå. Siden sit karrierestop, har han nemlig specialiseret sig i at lave talentskoler for børn og unge, som ønsker at dygtiggøre sig til fodbold gennem en masse sjov og leg.

Billede beskrivelse

En glad Razak Pimpong ser frem til uge 28 i HimmerLand. 

- Jeg brænder for at give en masse unge mennesker en sjov oplevelse gennem fodbolden. Mit motto er, ”smil på læben og ild i øjnene,” og det er præcis det, jeg gerne vil give videre til dem, der kommer på fodboldskolen. Vi skal have det sjovt og få nye venner samtidig med, at vi laver en masse træningsøvelser, siger Razak Pimpong og fortsætter:

- Jeg glæder mig rigtig meget til at se fodboldskolen udfolde sig i HimmerLand. Her er rammerne helt perfekte og der er en masse andre faciliteter, som man kan benytte efter træningen, hvis man har lyst til det.

Der er plads til 48 på fodboldskolen, som altså finder sted mandag, tirsdag og onsdag i uge 28 i sommerferien. Ønsker man at overnatte, kan det tilkøbes.

Et samarbejde, der giver mening

Med Pimpongs Talentskole ser Aktivitetschef i HimmerLand Kristoffer Nüchel Sørensen et samarbejde, der giver mening fra dag ét.

- Vi er meget glade for samarbejdet med Pimpong, som siden 2014 har haft sin fodboldskole for både drenge og piger. Jeg glæder mig til at opleve fodboldskolen og det liv, den skaber på vores fodboldbane. På sigt kan det være, vi kommer til at lave endnu flere fodboldskoler

eller andre fodboldkoncepter, siger Kristoffer Nüchel Sørensen.

Det er første gang, HimmerLand tilbyder en fodboldskole.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste