Haveinspiration at hente i Hobro
Kom med, når Mariagerfjord Havekreds besøger tre spændende - og meget forskellige haver - i Hobro og nærmeste omegn
HOBRO: Haveentusiasterne har unægteligt haft deres udfordringer i denne usædvanligt tørre sommer.
Det har dog ingenlunde taget modet fra medlemmerne af Mariagerfjord Havekreds, som 9. august inviterer på besøg i tre spændende og meget forskellige haver i Hobro og nærmeste omegn.
Haveudflugten indledes hos Mogens og Ellen Kruse, som bor på Præstemarken 3 i Sdr. Onsild. Mogens og Ellens have er en stor parcelhushave, der er udvidet et par gange, så den i dag består af både prydhave og en stor køkkenhave. Haven bærer præg af, at Mogens godt kan lide fuchsia, som han har en del af både som hængende og opstammede. Han har oven i købet lavet et stort system til opsamling af regnvand, som bliver brugt til vanding af fuchsiaerne, og i haven er der også blevet plads til et lille hønsehold.
Efter besøget i Sdr. Onsild besøges en lille hyggelig parcelhushave i Hobro, hvor haveejeren lægger stor vægt på at lave sine egne planter - og også har en stor forkærlighed for husløg og stenbedsplanter.
Den sidste have, som udflugtsdeltagerne er inviteret til at besøge, er en stor og meget afvekslende kolonihave, der indeholder både køkkenhave, stauder og roser samt mange andre spændende haveelementer.
Alt i alt vil der således være noget at se på for alle med haveinteresse, inden der i et nærliggende lokale sluttes af med kaffe og kage.
Kaffen skal man selv medbringe, mens havekredsen sørger for kage.
Samme sted vil der i øvrigt også være mulighed for at besøge et lille loppemarked.
Sidste frist for tilmelding er senest aftenen før arrangementet.