Haugaard taler til seniorer i Hobro
Komikeren gæster Mariagerfjord Gymnasium 28. november
HOBRO:- Jeg elsker genbrug. Ja, og i mange år elskede jeg også misbrug.
Sådan siger komiker, sanger og tidligere politiker Jacob Haugaard, inden han 28. november kommer til Hobro for at holde foredraget "I medgang og i modgang".
Det er Blå Kors Genbrug, der har inviteret Jacob Haugaard til at holde gratis foredrag for seniorer på Mariagerfjord Gymnasium.
Jacob Haugaard har en personlig passion for genbrug - og ikke mindst for farvestrålende genbrugshabitter - og i det hele taget elsker han ifølge eget udsagn at besøge Blå Kors’ genbrugsforretninger.
- Jeg kommer der tit for at lede efter ting til min samling af ragelse. Jeg elsker gamle ting. Og så synger jeg selvfølgelig "Hammer hammer fedt" og "Hawaii" og lidt af hvert. Så vi skal have en rigtig hyggelig eftermiddag i Hobro, bebuder Jacob Haugaard, som dermed lægger op til nogle fornøjelige timer, hvor de alvorlige emner vil blive krydret med Haugaards helt særlige humor og syn på livet.
Af praktiske hensyn kræves der forhåndstilmelding til arrangementet.
Tilmelding kan ske på tlf. 29488647 eller via nettet på www.blaakorsgenbrug.dk/tilmelding eller info@blaakorsgenbrug.dk
Tilmeldingsfristen er allerede 26. oktober.
Arrangørernes håb er, at det som en ekstra sidegevinst vil lykkes at rekruttere nye frivillige til Blå Kors’ lokale arbejde.
Blå Kors er i øjeblikket på jagt efter flere frivillige i Hobro og omegn og slår i den forbindelse kraftigt på, hvordan arbejdet kan være med til at skabe glæde og lykke i ens eget seniorliv.
Kirsten Nørlund, som er områdeleder i Blå Kors Genbrug, håber, at mange har lyst til at deltage i Jacob Haugaard-arrangementet og samtidig høre om muligheden for at blive frivillig i en af Blå Kors’ genbrugsbutikker:
- Som frivillig i Blå Kors får du rig mulighed for at styrke dit netværk ved at blive en del af et arbejdsfællesskab, som på landsplan tæller 1.900 frivillige.
- Der er plads til alle, og vi finder noget, der passer til den enkelte, fremhæver hun.
4. december holder Blå Kors et informationsmøde i Blå Kors i Hobro, hvor der mere specifikt vil blive informeret om, hvad det indebærer at være frivillig.