FDF’ere fra Øster Hornum og Veggerby medvirker i BUSK-gudstjenesten i Veggerby Kirke på søndag. Og bagefter er der grillpølser til alle. Arkivfoto: Torben Hansen
Grillen tændt efter gudstjeneste
BUSK-gudstjeneste og grillpølser i Veggerby
VEGGERBY: Søndag 28. oktober er der ligesom i mange andre kirker såkaldt BUSK-gudstjeneste i Veggerby Kirke.
BUSK står for Børn, Unge, Sogn og Kirke, og i Veggerby betyder det, at sognepræst Kenneth Berg har tilrettelagt gudstjenesten sammen med FDF Øster Hornum og FDF Veggerby, som blandt andet sørger for udsmykning af kirken og møder med faner.
- De tager fat på forberedelserne allerede lørdag, hvor alle FDF’erne mødes til weekend i kredshuset i Kirketerp, fortæller Dorte Koldsø fra menighedsrådet.
BUSK-gudstjenesten begynder kl. 10.30, og bagefter - cirka kl. 11.30 - serverer menighedsrådet grillpølser og drikkevarer uden for kirken.
Grillmesteren er gartner Mikkel Thorhauge, som har stået for omlægningen af kirkegården.