Grete gør det igen: Giver byen endnu en koncert
- Når man bor i et lille samfund, er det vigtigt, at der sker noget i byen, og der er et rigt foreningsliv. Da jeg på grund af sygdom ikke selv kan være aktiv i foreningslivet, så må jeg jo finde på noget andet. Sidste år havde vi koncert, og det var en stor succes. Derfor synes jeg, det skulle gentages.
Sådan lyder det fra Grete Stick i Møldrup, som igen i år har købt en koncert til byen.
I år det John Mogensen Tribute, de kommer til Møldrup Hallen fredag den 15. september
- Ligesom sidste år har jeg brug for hjælp med at afholde koncerten og Møldrup Teaterforening har heldigvis sagt ja til at hjælpe, siger Grete Stick
Hun køber selv koncerten og lys og lyd, der skal bruges. Teaterforeningen laver arbejdet og al overskud går ubeskåret til dem.
- Så jeg håber mange vil hjælpe mig med, at teaterforeningen får et stort overskud, siger Grete Stick.
Forsanger for John Mogensen Tribute er Brian Arnold, og det særdeles kompetente orkester underholder med alle de gode hits fra John Mogensens bagkatalog. Mellem numrene krydres der med livagtige anekdoter fra Mogensens af og til meget hektiske op- og nedture her i livet.