I samlet flok skal vi hjælpe højmosen, så arrangørerne håber på stort fremmøde.
Det sker

Gi’ højmosen en hjælpende hånd

Lille Vildmosecentret opfordrer folk til at kigge forbi lørdag formiddag

05. oktober 2018 kl. 05:00

LILLE VILDMOSE: Pil og birk er begge hurtigt voksende træarter og storforbrugere af vand. Derfor er de en trussel mod højmosen. Det er tydeligt at se, hvor et stort træ har fået lov at stå i højmosen - der er nemlig væsentligt mere tørt end i områder uden træer. Et stort birketræ kan trække flere hundrede liter vand op om dagen, det vand skulle gerne forblive i højmosen og derfor er det vigtigt at få træerne fjernet mens de er små.

Sammen kan vi gøre en indsats - både store og små, lørdag formiddag 6. oktober, lyder opfordringen fra Lille Vildmosecentret

Elge og krondyr gør et stort arbejde i Lille Vildmose. Året rundt går de og spiser de planter, der truer med at omdanne mosen til skov. Dyrene kan dog godt bruge en hjælpende hånd - eller faktisk mange hjælpende hænder. Derfor inviterer Lille Vildmose Plejelaug i samarbejde med Lille Vildmosecentret, Aage V. Jensen Naturfond og Aalborg Kommune, Park og Natur, til en aktiv familiedag, hvor vi sammen skal give mosen og dyrene en hånd.

I år bliver Naturplejedagen afholdt lørdag 6. oktober og der er mødested ved parkeringspladsen på Ny Høstemarkvej. Vi skal rydde opvækst i et bælte på ca. 50 meter på begge sider af plankestien. Plejeopgaverne vil blive tilrettelagt, så børnefamilier kan deltage og få en rigtig god oplevelse ud af dage. Brandvagtstårnet. Det er en vigtig opgave, der bliver løst på naturplejedagen, for deltagene kommer steder, der ikke kan komme maskiner. Deltagere opfordres til at trække i gummistøvlerne og medbringe ørnenæb, sav eller økse.

Når klokken bliver 12, begiver vi os tilbage til informationsplatformen ved parkeringspladsen. Her vil der blive serveret en let anretning og en øl eller vand. Er vejret dårligt, kører vi til Lille Vildmosecentret. Arrangørerne håber på et stort fremmøde af både børn og voksne, da det også handler om at lære børnene at de kan gøre en forskel og være med til at passe på naturen. Der vil også være en naturquiz så børnene kan teste deres viden om mosens dyr og planter. Til slut får alle børn udleveret et diplom for at have bidraget til naturgenopretningen i Lille Vildmose og vil endvidere modtage samlekort, hvor de enkelte fugle i Lille Vildmose er beskrevet.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu