Foredrag om færøsk kunst

Kunstetagernes Anne Lie Stokbro fortæller mere om udstilling

06. oktober 2018 kl. 07.00

HOBRO: I tilknytning til udstillingen "Nordatlantiske strejftog - billedkunst og mode fra Grønland, Island og Færøerne" er Kunstetagerne i Hobro torsdag 11. oktober vært for et foredrag om Færøernes kunsthistorie. Kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro, der har arrangeret en række udstillinger med færøsk kunst og skrevet om flere af øernes kunstnere, fortæller om maleri og skulptur på de 18 øer i Nordatlanten.

Færøernes kunsthistorie går kun ca. 100 år tilbage med Samuel Joensen-Mikines som en af bannerførerne.

Samuel Joensen-Mikines blev i 1930’erne Færøernes første, professionelle kunstner. Han viste, at det var muligt at skabe en kunstnerkarriere på øerne, og at der var et interesseret, dansk publikum, som gerne aftog værkerne. Senere har mange færøske kunstnere arbejdet videre i arven efter Mikines, heriblandt Ingalvur av Reyni, Ruth Smith, Barđur Jakupsson, Zacharias Heinesen, Marius Olsen og Friđa Matras Brekku.

De to sidste deltager i øvrigt på udstillingen, som i øjeblikket kan ses på Kunstetagerne i Hobro.

Foredraget 11. oktober er det første i en række på i alt tre.

Torsdag 22. november fortæller cand.mag. Maria Stensgaard Poulsen om grønlandsk kunst og litteratur, og torsdag 13. december slutter Anne Lie Stokbro rækken af med et foredrag om Islands Kunsthistorie.

Alle tre foredrag er henlagt til Hobro Biblioteks store sal. Medlemmer af Mariagerfjord Kunstforening har fri entré.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste