Foredrag i Arden med René fra Rigtige Mænd
Sæsonens første Kulturtallerken i Kulturhuset Arden er et underholdende foredrag med René Pehrson, der er kendt fra sin deltagelse i 4. sæson af tv-programmet ”Rigtige Mænd” i 2021. Det foregår onsdag d. 12. oktober 2022 klokken 18.00.
René tager publikum med på sin vilde rejse igennem tv-programmet fra start til slut og fortæller om sin nye livsstil. Foredraget bliver leveret med en masse håndværkerhumor, og der er garanti for rigtig mange grin.
René fortæller lidt om, hvordan det hele startede med hans deltagelse i Rigtige Mænd:
- Min kone meldte mig til, uden jeg vidste det, da hun var ved at være lidt træt af, at jeg hele tiden kom med ambulancen pga. min livsstil. Jeg kunne ikke selv se, hvorfor det er så galt, jeg kom jo altid hjem igen.
- Igennem programmet fik jeg øjnene op for vigtigheden af sundheden, og at jeg nu kan være der for mine børn og blive fri for sygdomme, som banker hårdt på døren. Jeg har fået ca. 20 år mere at leve i, selvom jeg må indrømme, at det dæleme er længe, og der skal jo betales moms, fortæller han.
Kulturtallerkenen er et samarbejde mellem Blå Kors Rold Skov, Det Blå Værested, LOF, Røde Kors Arden, Ældresagen i Arden, Mariagerfjord Bibliotekerne og Kulturhusforeningen.