Billede beskrivelse

Fjernvarmen udsætter møde til september

Løgstør Fjernvarme har på baggrund af corona-krisen valgt af udskyde forsommerens planlagte generalforsamling til tirsdag 1. september

22. april 2020 kl. 10.33

LØGSTØR: Rækken af aflyste arrangementer er nærmest uendelig i disse tider.

En af de aflysninger, der nok for de fleste så nogenlunde er til at leve med, er aflysningen af Løgstør Fjernvarmes planlagte generalforsamling mandag 25. maj.

Som følge af corona-krisen er generalforsamlingen nu i stedet flyttet til tirsdag 1. september.

- Selv om vi endnu ikke ved i hvilken takt, samfundet får lov at komme i gang igen, så tror vi i bestyrelsen ikke på, at vi allerede kan holde en generalforsamling i slutningen af maj med de mellem 60 og 80 medlemmer, der normalt møder op, siger Uffe Bro, der er formand for Løgstør Fjernvarme.

- Skulle det ske, at man eksempelvis får lov til at være maksimalt 100 personer samlet, vil det også kunne give os problemer. Hvad gør vi så, når og hvis deltager nummer 101 møder op? Ifølge myndighederne skal vedkommende afvises, hvilket igen betyder, at generalforsamlingen må erklæres ugyldig, da vi jo ikke kan afvise medlemmer, der ønsker at deltage, siger Uffe Bro.

Udsættelsen betyder umiddelbart, at den nuværende bestyrelse fortsætter indtil generalforsamlingen 1. september, som der senere bliver formelt indkaldt til.

Og da der er tale om en force majeure-situation, er der ingen juridiske problemer i dét, betoner Løgstør Fjernvarme.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste