Fidus Finn: Dilettantforestillingen er endelig klar
Siem Forsamlingshus ved Terndrup er igen vært for årets dilettantforestilling i den sidste weekend i januar. Skuespillerne har øvet flittigt de seneste måneder, og nu er tiden kommet til at præsentere stykket, som vil blive opført i alt tre gange.
Det fortæller arrangørerne.
Onsdag den 24. januar får beboerne fra områdets boenheder en særlig forestilling. Inden stykket opføres, serveres en to-retters menu.
Fredag den 26. januar kl. 19.30 er der forestilling efterfulgt af et stort oste- og pølsebord med hjemmebagt brød.
Lørdag den 27. januar kl. 18.30 opføres stykket for sidste gang, efterfulgt af servering af tapas og hygge med dans.
Årets stykke, "Fidus Finn", er skrevet af Carl Mathisen og er et stykke i tre akter. Finn, i et forsøg på at øge pensionen, overtaler sin kone og naboerne til at foregive en skilsmisse. Forviklingerne tager fart, når Sofies fætter Gustav ankommer, og der indtræffer yderligere komplikationer.
Billetter kan bestilles ved at kontakte forsamlingshuset.
Stykket instrueres af Maria Ohrt-Nissen. Rollen som Finn spilles af Asger Jensen, Sofie af Gitte Mikkelsen, Kesse af Tom Niss Nielsen, Marie af Hanne Sørensen, Elvira af Birgit Ellemann og Gustav af Elsebeth Bak.