Seneste nyt
Billede beskrivelse

Festlige nytårskoncerter kommer til Himmerland

02. januar 2024 kl. 16.01

Hele tre festlige og musikalske fejringer af det nye år bliver det til, når Aalborg Symfoniorkester med solister fra 5. januar indleder rækken af de traditionsrige og populære nytårskoncerter. 

I år er værtsrollen lagt i hænderne på skuespiller Jens Jacob Tychsen, som mange nok kender fra tv-serien Badehotellet. Vi ved, han kan synge, så der bliver nok også plads til et musikalsk indslag eller to. Den dansk-tyske sopran Denise Beck indtager den anden solistrolle, og hun synger både kendte opera-arier og filmmelodier.

På dirigentpodiet foran Aalborg Symfoniorkester står danske Magnus Larsson, som nogle måske har hørt i de syv afsnit af podcasten Operaguiden på P2. Aalborg Symfoniorkester er hele Nordjyllands orkester, og igen i år kan nytårskoncerterne ikke alene opleves to gange i Koncertsalen i Musikkens Hus i Aalborg, men også i Støvring, Hobro og Farsø.

Det nye år bydes velkommen med sprudlende og klassiske nytårskoncerter med alt fra vidunderlige wienervalse over traditionelle nytårsværker til smukke arier. Denise Beck synger både en arie fra La Traviata og danske filmhits som Lille Frøken Himmelblå og Jeg sætter min hat som jeg vil. Orkestret er klar til både Strauss og Sullivan, og værten… Ja, han kan vel ikke gøre for, at han har charme.

Tid og sted:

Lørdag 6. januar 2024 kl. 15.00 i Arena Himmerland, Støvring

Onsdag 10. januar 2024 kl. 19.30 på Mariagerfjord Gymnasium, Hobro

Fredag 12. januar 2024 kl. 19.30 i Dronning Ingrid Hallerne, Farsø

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste