Familien Stampe åbner ny butik
KONGERSLEV: Kongerslev får snart en ny butik.
I weekenden åbner familien Stampe en ny afdeling med Hesselholm Plankeborde på Danmarksgade 12 i Kongerslev.
Den nye afdeling, som skal dække Nordjylland. Og det er familien Stampe, som vil drive afdelingen, hvor der vil være fast åbent hver weekend og alle andre dage efter aftale.
Her kan man se 25-30 forskellige plankeborde i længder fra 200 cm op til 360 cm, som står klar – lige til at tage med eller få leveret, og der kommer nye hele tiden.
Hesselholm Plankeborde er en familieejet dansk virksomhed. Nærheden til naturen og det bæredygtige element gennemsyrer virksomheden.
Træet håndteres fra skov til færdigt plankebord af de samme mennesker. Opskæringen til store planker foretages på eget savværk, hvorefter rejsen fra råt træ til raffineret plankebord kan begynde i det gamle snedkerværksted.
- Med lagersalget i Kongerslev rækker vi ud til vores nordjyske kunder, som ofte har spurgt efter et udsalgssted, og vi håber, at de vil lægge vejen forbi og blive inspireret, fortæller Christian Stampe.