Billede beskrivelse

Er I der, Løgstør? Livemusikken indtager Muslingebyen denne sommer

25. april 2023 kl. 08.00
Opdateret kl. 10.38

LØGSTØR: Det bliver en sommer i Løgstør med mere musik end nogensinde. Rock, pop, jazz, soul, gospel, messing og harmonika. 

Noget for enhver smag – og en pæn del af de musikalske oplevelser er gratis, lyder det i  en pressemeddelelse.

Det hele begynder allerede 3. juni med Open Air – og derefter følger Truckershowet, byfesten, Muslingefestivalen, Torsdagsmusikken og Kanal Jazz. Og sandsynligvis bliver der også flere arrangementer på Kunsttorvet.

Langt de fleste navne er på plads, og der er kvalitet på alle hylder.

- Jeg erindrer ikke, at vi har kunnet tilbyde så meget kvalitet og så mange forskellige genrer, siger Per Jensen, der sammen med Linda Immersen, begge fra turistforeningen, Jens Peter Axelsen fra Kanal Jazz og Jimmy Støttrup fra Open Air forsøger at koordinere de mange events.

Open Air slutter med et brag, når Queen Machine går på scenen sidst på aftenen 3. juni. Inden da har topnavne som Malte Ebert, Joye Moe og Ida Lauerberg været på i Christiansmindeskoven.

Og så er der særlig opmærksomhed om (Jan) Lune-Carlsen, der i en kort periode boede i Løgstør og som nu betragtes som landets ypperste ”Kim Larsen.” Så god er han, at Larsens band Bellami har slået sig sammen med ham.

Billede beskrivelse

Beers for Tears er enormt populære i Løgstør, og bandet spiller både til Truckershowet ugen før byfesten og på Muslingefestivalen. Her er der også et genhør med bl.a. Jumpin’ Jacks, der sidste år lavede en fest af de helt store i Kulturladen, mens Festivalteltet om fredagen indtages af Barfoeds Jump Band XL. De to bogstaver betyder, at det underholdende jazzagtige band til lejligheden består af 7-8 mand.

På havnen spiller den fremragende musiker Ib Buchholtz på sin harmonika alle tre dage.
Torsdagsmusikken i Kulturladen, eller i Kulgården, har bl.a. populære Drengene fra Nibe på programmet. Et nyt bekendtskab er er skagboen Mads Toghøj, barnebarn af Fisker Thomas. Men det er i en 2023-version.

Et nyt midtjysk band kalder sig John & Bjarne – og musikken er en hyldest til John Mogensen og Bjarne Liller. De spiller til Torsdagsmusikken 20. juli. Og traditionen tro uddeles Muslingeprisen til den sidste koncert med Jazz Skallerne og Agersted Brass Band 10. august.

Inden da har der været Kanal Jazz, hvor hovednavnet er Daimi. Hun kommer sammen med Lousiana Jazzband. I Festivalteltet er der bl.a. besøg af internationale Norbert Susemihl’s Joyfull Gumbo, de danske topnavne River Jazz og Blues Band, Neanders og Organic 3.

Billede beskrivelse

- De fleste events foregår jo på havnen eller som Open Air i Christiansmindeskoven. Men både kirke og by er med, siger Per Jensen. 

Kanal Jazz ”tyvstarter” onsdag 26. juli med den fantastiske soul- og gospelsangerinde Miriam Mandipira, der synger i Løgstør Kirke sammen med en trio. Kanal Jazz kan gøre koncerten gratis ved hjælp af et tilskud fra Vesthimmerlands Kommune. 

Billede beskrivelse

Og lørdag 22. juli kan vi sige goddag til Ib Grønbech i Østerbrogade. Det er handelsstandsforeningen, der betaler.

- Det bliver sværere og sværere at skaffe midler til at holde aktivitetsniveauet. Men i år viste der sig nye muligheder. Vi har fået støtte fra Sparekassen Danmark, Karen og Niels Møller Christensens Fond, Varelotteriet (Løgstør Håndværkerforening) og Løgstør Turistforening, siger Per Jensen.

Han håber, at et forsøg på at skaffe midler til at skabe liv på Kunsttorvet i nogle sommeruger snart vil lykkes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste