En eftermiddag i erindringens tegn
Skørping Nykirke danner ramme om gudstjeneste ved prædikant Jens Blendstrup, der efterfølgende holder foredrag på Kulturstationen i Skørping.
SKØRPING: Søndag den 24. marts kl. 14.00 er der gudstjeneste i Skørping Nykirke ved prædikant Jens Blendstrup efterfulgt af foredrag med samme person på Kulturstationen i Skørping kl. 15.30.
Jens Blendstrup, forfatteren til bl.a. ”Gud taler ud og Luskefisefortællinger” beskriver selv eftermiddagen således:
- Det vil være en eftermiddag i erindringens tegn. Hvem er vi? Og kan man slippe det man kommer fra, uden samtidig at miste sig selv? Og er alle dysfunktionelle barndomme partout så skrækkelige som de kloge vil have os til at tro? Der vil være plads til latter og samtale. Jeg stammer jo ikke fra byen Blenstrup uden grund. Selvom slægten senere satte et D på efternavnet for at være smarte, lyder det fra Jens Blendstrup.
Jens Blendstrup er opvokset i Århus, cand.mag. i litteraturhistorie og historie og foredragsholder samt forfatter. Han kalder sig selv et ”villavejsvidne”, og evnen til netop at bevidne barndommens pinlige og blottende begivenheder på en fjerlet og selvfølgelig måde, forbinder den private historie med noget alment. Man genkender og genkendes, når man læser og hører Blendstrup, og så bruger han humoren som det lys, der lyser ud på livet, døden og kærligheden.
Det er Skørping-Fræer menighedsråd, Kulturstationen og Rebild Bibliotekerne, der står for arrangementet. Billetter til foredraget koster 50 kr., inkl. kaffebord.