Du skal være hurtig: Billetterne rives væk til mad- og kulturfest i Løgstør
Det går over al forventning med salg af billetter til Kanal Gourmet & Kultur Rally 2022, der kan fejre 10 års jubilæum.
- Ikke mindre end 205 billetter er revet væk og tilmeldingerne siver hele tiden ind i en lind strøm. Lions Club Løgstør forventer, at alle 312 pladser bliver besat, hvilket vil være yderst tilfredsstillende, siger tovholder Jens Lauritzen, Lions Club Løgstør.
Her står 142 frivillige klar til at modtage gæsterne, der kommer fra alle egne af Danmark og Norden, oplyser Jens Lauritzen, Lions Club Løgstør.
Han understreger, at antallet af frivillige klart overgår den besætning der er ombord på verdens mest luksuøse krydstogtskib i forhold til antal deltagere.
Han understreger, at man i Løgstør også har meget mere at vise frem end mange andre byer i Danmark.
- Vi har en natur, der er enestående. En Limfjord der har en fantastisk historie og som stadig udvikler nye tiltag. Frederik d. VII’s Kanal er unik og fortæller en historie, som ingen andre steder. Dens forventede fornyelse med masser af nye tiltag vil deltagerne få en klar indsigt i. De guider der står for at lede deltagerne langs kanalen til Kanalfogedens Huse i Lendrup og rundt i Løgstør, vil blive inviteret til en orienteringsaften om projektet, så de kan fortælle det sidst nye. En ca. 4 kilometer tur med masser af smagsprøver og underholdning.
- Løgstør er en fantastisk handelsby med mange kreative erhvervsdrivende. Flere restaurationer der er kendt for gastronomiske færdigheder i topklasse. Forretninger der modtager æresbevisninger for deres produkter. Forretninger der tænker og udvikler nyt. Mange producenter af produkter til fødevareindustrien og som har gjort sig bemærket på landsplan for deres kvalitetsvarer. Vi har et handelsliv, som kan stå sammen om at vise sin kreativitet ved en lang række årlige arrangementer, siger tovholder Jens Lauritzen, Lions Club Løgstør.
Kulturlivet i området er med på alle fronter. Især er kreativiteten og ildsjælene samlet omkring havnen i Løgstør. Her udstiller en række kunstnere året igennem deres produkter. Der afholdes kurser og en række tiltag, som fortjener ros og omtale. Vi har til 10 års jubilæums arrangementet samlet flere billedkunstnere. Også kreative sjæle med talenter inden for keramik, pilefletning, vævning, og filtning er med som udøvende kunstnere.
Musikalske indslag med jazzmusik, baggårdsmusikanter, gospelkor og andre spændende indslag indgår i programmet. Ikke at forglemme de 12 kirker, Limfjordsmuseet Snapseriet, Muslinge Lauget, frivillige førstehjælpere, Vægterlaug, Redningstjenesten og meget mere.
Alt udført af frivillige aktører, hvis støtte genererer et overskud til Lions Club Løgstørs arbejde. Penge som doneres til en række forskellige velgørende formål. Det mest lokalt, men også på landsplan og globalt.
Borgmester Per Bach Lauersen vil kort introducere deltagerne til turen. Det ved Pavillon Christiansminde, Løgstør, hvor der bliver start og mål. Et sted hvor der bydes på landets største kagebord og en kop kaffe skænket fra en Madam blå.