Dina inviterer til alternativ messe
38-årige Dina Nielsen, healer, står bag messe i Det Røde Pakhus i Hobro på lørdag
HOBRO: - Helt fra barnsben af har jeg kunnet tale med afdøde mennesker.
- For eksempel med min far, som af og til besøger mig. Ikke når jeg sover, men i vågen tilstand.
- Min far døde for 14 år siden, men når jeg føler mig trist og usikker, kommer han og nusser mig kærligt på kinden, som han gjorde, da han var i live.
- Og det giver mig præcis samme følelse som dengang han levede, forsikrer Dina Nielsen, Hobro.
Førstkommende lørdag inviterer den 38-årige healer til alternativ messe i Det Røde Pakhus, som hun har lejet.
Om aftenen fra klokken 19 bydes på halvanden times musikalsk fortællekoncert med duoen Steffen Sommersted og Benjamin Barfod.
At blive set skævt til
I dagtimerne fra klokken 10 til 16 kan du gå på opdagelse blandt en halv snes, hvor udøvere/behandlere byder sig til med krystaller - korttydning - øreakupunktur - karnio sakral - Forever produkter - Meta sundhed - tankefelt - Bars - Asea samt diverse former for healing.
Skeptisk?
- Jeg ved da godt, at folk i almindelighed ser lidt skævt til os.
- Men vi er faktisk bare ganske almindelige mennesker
- Dyb skepsis over for det alternative har jeg med mit tekniske udgangspunkt uddannet som laborant selv stået med- Så jeg burde jo forkaste den slags.
Healer
- Men jeg er altså healer og kan se, hvordan folk har det med deres krop. Se, hvilke ubalancer, de har.
- Om det er ryggen, eller det er knæene, der driller. Jeg kan se det. Eller jeg kan røre ved folk og mærke det.
- Det lyder langhåret, men sådan er det.
- For år tilbage gjorde det mig lidt bims.
- Først troede jeg, at jeg var småskør.
- Jeg talte både med min mor, far, farmor om det - og med andre alternative. De sagde, at det du mærker og ser, Dina, er faktisk rigtigt.
- Jeg er et medie
- Jeg er et medie. Jeg kan komme i kontakt med afdøde.
De kan vise mig billeder - som du ser et fotografi - de kan give mig dufte, de kan snakke til mig.
- Ikke kun egne, men også andres afdøde, forklarer Dina Nielsen.
Sine særlige evner bruger hun også i forhold til dyr i den klinik - Goldenspirit - som hun driver i privatboligen på Randersvej 13.
Tilbuddene omfatter healing, kortlæsning og altså kommunikation med dyr.
- Dyr viser mig, hvordan de har det, og så healer jeg dem, uddyber hun.
Bevidstheden om det, hun kan, kom for alvor, da hun var først i tyverne, anslår Dina Nielsen.
Mentor
Hun arbejdede som laborant, men har også været rengøringsleder og kvalitetsassistent og mentor hos ISS.
- Som mentor brugte jeg dagligt mine egenskaber på en måde, som rykkede ved folk.
- Hvilket virkelig gjorde det interessant for mig - for hvorfor kunne jeg få kontakthjælpsmodtagere til at rykke?
- Derfor tog jeg også en lederuddannelse for at finde ud af, hvilken vej jeg skulle gå, forklarer hun.
På lørdag står Dina Nielsen altså som solo arrangør af en alternativ messe - og bagefter en fortællekoncert med Steffen Sommersted og Benjamin Barfod.
Til koncerten opkræves entré - men ikke til messen.
- Det er gratis at komme ind, og får du lyst til en prøvebehandling, har vi et godt tilbud.
- Og vi er ikke spor farlige, forsikrer Dina Nielsen.