Dialekt - ”jenne gue sager” eller det rene volapyk?
Torben Arboe, Aarhus Universitet, taler 27. november om dialekter på Arden Bibliotek
ARDEN: Arden Bibliotek inviterer tirsdag 27. november til en aften i dialekternes tegn.
For selv om Danmark er et lille land, er der stor forskel på, hvordan man oprindeligt talte og hvordan nogle taler i dag.
Torben Arboe fra Aarhus Universitet fortæller om vores dialekter og hvordan de har udviklet sig de sidst 60 år.
Nogle dialekter spredes, mens andre skrumper ind - men hvordan står det egentligt til med dialekterne i Himmerland?
Hvordan er det nu lige, det himmerlandske adskiller sig fra andre jyske dialekter? Og hvordan har måden vi taler på ændret sig med tiden?
I løbet af aftenen skal der desuden lyttes til båndoptagelser fra 1960’erne og 70’erne, ligesom Torben Arboe vil tage deltagerne med ind i litteraturens verden og se på, hvordan dialekter tages i brug hos forfattere som Hans Povlsen, Knud Erik Petersen og Jens Smærup Sørensen.
Kort sagt får interesserede mulighed for at dykke ned i den himmerlandske dialekt og undersøge om det nu også er ”jenne gue sager” eller det rene volapyk.
Billetter købes på Himmerlandsbilletten.dk eller på biblioteket og koster 50 kr.