Det rullende køkken kommer til Løgstør: Vil skabe madglæde hos børnene
Den 30. august fra klokken 15.00 hopper en klasse fra Løgstør Skole ombord i GoCooks rullende køkken - en mobil madbus, der parkerer foran SuperBrugsen i Løgstør Børnene, vil udfordre deres madmod og bage 100% deres egne grønne pizzaer og uddele smagsprøver til alle nysgerrige kunder og forbipasserende.
I SuperBrugsen ønsker man at støtte op om en hverdag i familierne, hvor der laves mad sammen. Det skal være sundt at leve nemt, og børnene skal med i køkkenet, så de kan blive den første generation af børn og unge, der er bedre til at lave mad end deres forældre.
I en travl hverdag kan en del familier måske ikke finde tid til at være sammen om madlavningen, men børnene kan langt mere i et køkken, end både de selv og deres forældre måske lige går og tror. Sådan lyder det fra SuperBrugsen, som har skaffet GoCook til Løgstør, så de kan hjælpe med at udfordre børnenes madmod.
Børnene kender allerede GoCook
GoCook er Coops nationale madprojekt for børn, der hvert år inspirerer flere end 160.000 skoleelever til at erobre deres plads i køkkenet derhjemme. Børnene kender GoCook og GoCook-mobilen fra TV-udsendelserne ”Gorm & 100% din ret” sendt på DR Ultra og TV2 og fra GoCook Smagekassen, som er et undervisningsmateriale som tre ud af fire danske grundskoler bruger i madkundskab.
Madglæde i børnenes univers
Når GoCooks madformidlere i august og september ruller ud til 23 Coop butikker i hele landet, er GoCook-mobilen proppet med årstidens grøntsager, som børnene tryller på hjemmelavede pizzaer.
- Børnene får mod på at smage på nye grøntsager, når de hakker og snitter dem selv. Børn spiser ikke grøntsager, bare fordi det er oppe i tiden. De vil have, at grøntsager skal smage godt. Og det kræver lidt flere kompetencer i køkkenet, end når man bare steger kød. Derfor er det vigtigt at børnene lærer at lave mad, siger GoCooks projektchef, Bente Svane Nielsen.
Og der er behov for at hjælpe børn og unge ind i køkkenet. Coops undersøgelser viste i 2012, at kun 4% af børnene var med, når der skulle laves mad hjemme i familierne. Med GoCooks indsats er andelen rykket til 10% over de seneste år, men det kan blive endnu bedre.