Danmarks Marineforening går i land i Løgstør
Efter 56 års fravær vender Danmarks største maritineorganisation tilbage til Løgstør.
Fra 16. maj 1944 til 1966 var Danmarks Marineforenings repræsenteret med en lokalafdeling i Løgstør.
17. marts 2022 vender organisationen tilbage til limfjordsbyen. Med opbakning fra Limfjordsmuseet og stor interesse fra en række tidligere og nuværende søfarende samt maritim interesserede i Vesthimmerland Kommune er der på denne dato stiftende generalforsamling.
Mødet foregår på Limfjordsmuseet. Opsynsmand og daglig chef på Livø, Jacob C. Knudsen, er tovholder på etableringen af Løgstør Marineforening.
- På opfordring har jeg sagt ja til at stå i spidsen for bestræbelserne på at få oprettet en ny marineforening i Løgstør. Og jeg må sige, at interessen er stor, siger Jacob B. Knudsen, der forventer et stort fremmøde 17. marts.
Danmarks Marineforening blev stiftet den 30. april 1913 og er i dag en organisation med en bred og stærk maritim profil. Foreningens formål er at styrke danskernes interesse for søværnet og søfarten. Samt at vedligeholde forbindelsen og kammeratskabet mellem personer, der er eller har været tjenstgørende under Orlogsflaget, ansat til søs eller nærer særlig interesse for det maritime miljø. Hermed er alle over 18 år velkommen til generalforsamlingen, og kan optages som medlem.