Chr. Baks fugle på museum

Et pænt antal af Chr. Baks figurer kan fra påsken og frem opleves på en ny udstilling på Museum Rebild

16. april 2019 kl. 06.00

REBILD: På Museum Rebild vil gæsterne i påsken kunne opleve en helt ny udstilling, der har fået titlen Chr. Baks fugle.

Chr. Bak var født i 1868 og døde i 1953. Han boede de fleste år i Ravnkilde, men flyttede i 1938 til Vebbestrup.

Allerede som ung mand begyndte Chr. Bak at male og udskære figurer og fugle i træ. Især det sidste blev han kendt for, men også et betragteligt antal gårdbilleder kom fra hans hånd.

I Vebbestrup arrangerede han sig ved hovedvejen med et lille værksted og udstilling af sine skæringer.

Selvom fuglene blev hans kendemærke, kunne han også fremstille store figurer af mennesker og dyr, ofte ud fra navngivne personer.

Engang i 1920erne opstillede han en bod ved en Rebildfest, hvor han blev bemærket af kong Christian den 10., der foretog flere indkøb af Baks figurer.

Museum Rebild har til udstillingen, som åbner i påsken, haft held til at låne et pænt antal af Chr. Baks figurer, samt eksempler på hans gårdmalerier. Det er sket i samarbejde med private og arkiverne i Arden og Ravnkilde.

Museet er i øvrigt åbent i alle påskedage i tidsrummet fra kl. 12 til 16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste