Bondemand åbner dørene: Kom til et brag af en bondegårdsfest
SKIVUM: Tag børn og børnebørn med til en oplevelsesrig dag, når Vesthimmerlands Biblioteker og Stenvadgaard i samarbejde slår stalddørene op til ”Kultur og KO” med kalveklapning, traktorprøvning, litterære, musikalske og politiske oplevelser og meget mere.
Vesthimmerlands Biblioteker har i samarbejde med Stenvadgaard stablet et bondegårdsbesøg fuld af oplevelser for hele familien på benene søndag 5. marts kl. 11-14.
Kom med og oplev kultur, natur og intet mindre end 350 malkekøer og kalve, når familien Niss hjertevarmt byder hele Vesthimmerland velkommen på gården. Familien inviterer på en guidet rundvisning på gården, der byder på unikke opdagelser i det danske landbrug.
Aktiviteter for børn
For de små størrelser byder bondegårdsbesøget på alt lige fra at klappe en kalv, malke et kunstigt yver, prøve en traktør, hoppeko og kæphest, køre om kap på pedaltraktorbanen, besøge pop up bibliotek til at farvelægge bondegårdsdyr i papmache.
Foruden en musikalsk oplevelse med Tikke Takke Trio, som spiller gakkede sange fra verdenshavet ude midt på landet blandt bondegårdsdyrene. Arla disker endda op med en lille overraskelse til alle børnene.
Aktiviteter for voksne
Mens børnene har en fest i foderladen, kan de voksne fornøje sig med sprøde countrytoner og saglige politiske debatter. Orkan Bluesrock Band spiller op til dans med velkendte og stemningsfyldte sange.
Jakob Dyrman, formand for Klimaudvalget, Gitte Vestergaard, Klimakoordinator, Henrik Dalgaard Christensen, formand for Limfjordsrådet og landmand og Jakob Kortegaard, formand for Dansk Naturfredningsforening Vesthimmerland, debatterer om klima og miljø over to runder fra en halmballe i Speakers Corner.
Debatrunderne afrundes af borgmester Per Bach Laursen, som får det afsluttende ord.
Pølser og dessert
Al den friske luft og de mange aktiviteter kan få appetitten til at melde sig. Heldigvis står pølsepigerne klar med kølige og sprøde forfriskninger i pølsevognen, som kan stille både tørst og sult.
Hvis der efterfølgende er plads i dessertmaven, kan I bage pandekager over bålfad, så den søde tand også bliver stillet.
Billet er ikke nødvendig, I dukker blot op på Mosbækvej 44, Skivum, Nibe. Alle er velkomne, og der er sørget for handicapvenlige faciliteter.