Bakkeræs i flot natur
Team Nico inviterer til cykelfest i Rebild Bakker på søndag.
REBILD: Der er garanti for en god oplevelse, når Team Nico indbyder til cykelstafet søndag den 2. september.
Mellem kl. 10 og kl. 14 kan interesserede få masser af frisk luft i hyggeligt selskab på en 16 km lang rundstrækning i den flotteste natur i Rebild bakker.
Alle kan deltage i cykelløbet uanset om det er på racercykel, mountainbike eller en almindelig havelåge, og alle er også velkomne til at deltage med gode venner, familie eller arbejdskollegaer. Arrangørerne er også behjælpelige med at sammensætte hold
Der cykles på skift i fire timer i hold á tre personer, og i pauserne kan deltagerne få en hyggelig sludder og lidt at spise i teltet, som er placeret på parkeringspladsen på toppen af Rebild Bakke.
Arrangementet afholdes af Team Nico ved Stig Nicolaysen fra Aalborg.
Ifølge ham er det et projekt, der skal inspirere til at sætte sig mål og holde fokus mod fremtiden, når man rammes af alvorlig sygdom for at komme på afstand af hyppige hospitalsbesøg med hvide kitler og sygdom omkring os.
Det skete for hans egen familie, da sønnen Max fik konstateret cancer i 2013.
Han har selv i 2016 forgæves forsøgt at gennemføre verdens hårdeste cykelløb Race Across America, nemlig at cykle 5.000 km tværs over USA på 12 døgn gennem 2 ørkener, 2 bjergkæder, 3 tidszoner, 12 stater og i temperaturer mellem 2 og 52 grader.
I 2019 forsøger han igen, og samtidigt indsamler han på ny midler ind til kræftramte børn gennem Børnecancerfonden.
Det har deltagerne i bakkeræset søndag også mulighed for at støtte.
For at give søndagsarrangementet en ekstra dimension og for at vedligeholde træningen både fysisk og mentalt starter Stig Nicolaysen allerede lørdag 1. september klokken 12 med at cykle 24 timer op og ned ad Rebild Bakke, hvor strækningen er stejlest.
Interesserede kan støtte Team Nico og vinde flotte præmier ved at gætte, hvor mange gange han når at cykle de 1, 2 kilometer op ad bakken og vinde flotte præmier ved at indbetale 82 kroner for et lod.